Unpublished interview (in Danish)

Det bliver sagt at dansk musikbranche er i knibe… Der sælges mindre og mindre musik, CD’er bliver råkopieret og publikum svigter både live, på TV og i radio… Selskaberne sveder i angst og siger at der ikke kan findes nye talenter. Alle vil have et nyt navn som kan lede dansk musik op af hullet.

Sidst år udkom der en stille “EP”-CD med et band fra “provinsen”. Det var det man sagde, i hvert fald. De var kommet fra Nyborg. Et sted på Fyn kendt som gammel færgehavn og fængselsby.

De havde turneret i flere år for næsten døve ører, lidt Transportstøtte og ROSA support havde bragt dem omkring, de var et sammentømret hold.

Udgivelsen af EP’en, det var faktisk to singler med numrene “Fools Corner” og “The Day After Tomorrow”, satte SAYBIA i nærmest fast rotation på DR’s P3 igennem sensommeren, efteråret og vinteren og gav dem til sidst den eftertragtede P3 Pris, en udmærkelse som gav bandet respekt og en masse lyttere… Dansk rock havde fået en ny ledestjerne. En bevægelse var i gang. Ja, nærmest en lavine rullede hen over landet…!

Vi har sat møde på restaurationen SULT, i Filmhusets foyer. Det er koldt i luften, de fire fra SAYBIA hutrer ind i rummet, en efter en. De ligner unge mænd som laver noget. Arbejdere. Ikke noget med fancy outfits, glitter og stads. Der tales spredt om influenza og forsangeren Søren har meldt fra. Han har ligget med feber, men har lovet at komme med senere i dag til musiker-demonstrationen mod de kulturelle nedskæringer. Han er blevet spurgt om at være den som skal overbringe kulturministeren en protestskrivelse og har sagt ja til det. SAYBIA synes det er godt at få sagt offentlig hvor meget den støtte de har modtaget igennem nogle år har betydet for dem og klart betyder for andre bands. Fuck de nye besparelser! Hvis han altså kan komme ud af dynerne den time det tager…

Morgenkaffe, morgencola og masse morgenisvand. Vi trænger os sammen under SULT’s lysekroner, plakater med stjerner fra gyldne filmøjeblikke ser ned på os og Hamsun’s ånd lusker lidt i krogene. Vi snakker løst og fast om dagens demonstration, klimaet i musiklivet, media og presse generelt og jeg fornemmer at jeg sidder faktisk sammen med fire godt begavede mænd, musikere med holdninger og idéer.

Lad klingerne blinke!

Man taler i disse dage om den vanskelige situation for denne branche. Føler I jer som eksponenter for en forandring?
Jess Jensen (keyboards): Jeg tror meget at det er branchen der har gravet et hul under sig selv…, og radioen for den sags skyld. Folk vil enormt gerne høre noget godt dansk musik… Folk tror jo for det meste på det de bliver serveret og når de ikke får høre noget godt i radioen…, og dansk fjernsyn har jo ikke beskæftiget sig med rock i 100 år… Folk har vel en fornemmelse af at god musik ikke eksisterer, men den har jo været der hele tiden! Den kan bare ikke høres!

I har jo startet i det små, det har taget lang tid… Hvordan har I det med nu efter at have solgt mere end 50.000 plader på kort tid, har lige fået to Danish Music Award priser, Årets Nye Navn og Årets Danske Rockudgivelse, I er i gang med en kanon turné, jeres forsanger skal op i dag og tale med Kulturministeren… Er dette virkelig en transition, er dette en kæmpe forandring i jeres liv?
Jess Jensen: Det er det i høj grad. Jeg har været med nu i 4 år og det er det for mig, men jeg tror i virkeligheden at det er en større omvæltning for de to som sidder derover (nikker over til Jeppe og Palle), de har været med siden bandet startede, for ca. 7 år siden… Det er lidt fra asken til ilden, på den gode måde…(latter)

Palle Sørensen (trommer): Det har virkelig været svært at følge med, men nu efter vi er kommet ud på tur er det nemmere at forstå. Nu møder vi jo alle de som har købt vores CD…

Dengang før, da det ikke var noget, da I stod i øvelokalet, passede den idé om hvad der er nu?
Palle Sørensen: Det er jo det her man har drømt om…

Jess Jensen: Det er svært. Det er meget surrealistisk at stå midt i sin drøm. Så skal man pludselig til at revurdere, hvad er ens næste drøm, næste mål…? Vi har dog “været på arbejde” med denne drøm i flere måneder nu, og når man står midt i det flyver tiden jo af sted, lidt over hovedet på en…, men når man sætter sig ned og får en kop kaffe sammen med en god ven går det lige op for en hvad der er sket…! Man har lige solgt 50.000 plader…, når de siger det fra selskabet er det jo bare et tal…

I Ekstrabladet bliver man altid spurgt: Hva’ med pengene…? Hvad med pengene…?
Jess Jensen: For os handler det nok om at overleve som musikere. Det går ikke så fantastisk lige nu, men det kommer vel…

Jeg kalder altid musikbranchen for “maskinen”. Er det nogle ting ved den som overrasker, positivt eller negativt, når I nu er kommet ind i “maskinen”?
Sebastian Sandstrøm (guitarist og norsk nordmand fra Trondheim, red.): Vi har været meget heldige med dem vi er kommet til at arbejde sammen med, både management, pladeselskab, bookere, ja, hele vejen rundt.

Jess Jensen: Vi har været så heldige at vi har fundet nogle folk som har troet på os lige fra starten, troet på musikken og har villet arbejde med os på grund af musikken…

Jeppe Knudsen (bas): Vi har ikke rigtig fundet noget at brokke os over endnu, men…

Jess Jensen: Selvfølgelig, når man sådan bliver smidt ind i denne karrusel ser man da snart at den er lidt halvrådden i kanterne…, men det ved jo alle?

Når jeg hører jeres CD tænker jeg, det er en ret speciel stil…?
Jess Jensen: For nu snart 4 år siden fandt bandet en slags fælles sound og stil som vi begyndte at gå efter. I starten var den nok forholdsvis storladen…, men så begyndte Søren at spille lidt akustisk guitar…, så var vi ligesom på vej…

Jeppe Knudsen: Vi har faktisk aldrig rigtig gået efter noget, vi spiller bare…

Jess Jensen: Det var nok tiden med den akustiske guitar som lagde en stil, så mødte vi en svensker (produceren Anders Ahlenius, kendt for sit arbejde med Thomas Di Leva, red.) og så blev bare pladen sådan…!

Jeg lagde så mærke til, at der er ingen hurtige numre? Jeg snakker lidt om trommeslageres ønsker om at brillere og spille hurtigt…
Jeppe Knudsen: I SAYBIA handler det ikke om at vise hvad man kan som musiker individuelt, det handler om helheden…

Palle Sørensen: Vi har jo det helt nye nummer der går ret stærkt…? Det kom altså ikke med på pladen…

Jess Jensen: Vi sad da også og skulle lave rækkefølge til pladen og tænkte “fuck, hvad gør vi, det bliver vist en stille plade det her…!” Vi valgte bare at sige at sådan er numrene og sådan er SAYBIA, så må folk selv om hvad de synes…!

Sebastian Sandstrøm: Vi spiller det vi ka’ li’ og det er det vigtigste…

Jess Jensen: Ja. Det vigtigste for os var at det kom nogle gode numre på pladen! At alle numrene var gode!

Det kan synes som om at der mangler “up-tempo” numre på den plade, men jeres stil er måske slet ikke en “up-tempo” stil?
Alle: NEJ!

Jeppe Knudsen: Vi havde nok nogle overvejelser, men man går jo ikke ind og laver et hurtig spillende nummer bare fordi det skal være hurtig, vel ?

Er der mange som har nævnt Pink Floyd omkring jeres musik?
Alle: Neeej… kun live, du er den første…

Vi snakker lidt om Pink Floyd, de store vidder i musikken, den kunstneriske integritet og selvfølgelig den totale verdensomspændende succes… Vi bliver enige om at det har ikke akkurat skadet dem at de ikke har så mange hurtige numre…! Snakken går lidt om idoler, alle påsrår først at de ikke har nogle. Peter nævner dog de gamle fra rockens begyndelse, Jimi og Janis og alle de andre. Guitarist Sebastian nikker drømmende og nævner lidt stille sin Van Halen tid…, Jess indrømmer at han har været langt, langt inde i en jazzet funkverden…!

Fortæl lidt om jeres sangskrivning!
Jess Jensen: Det er vel der det ligger. Vi laver sangene i øvelokalet. En kommer med et riff og Søren kommer med en tekst, så jammer vi… I vores ører er det frugtbart at jamme løsninger frem, for at få et nummer til at præsentere sig bedst…

Mange laver musik til en bestemt anledning. Nogle fordi der skal danses, andre fordi der skal flippes ud, SAYBIA’s musik lyder som den er lavet fordi man skal ud og flyve?
Jeppe Knudsen: JA! Og man skal drømme…, og det gør vi også når vi står og laver musik…!

Jess Jensen: Teksterne kommer først bagefter, jammen kommer først… Søren skriver ofte tekster i forhold til den stemning som musikken har fået.

Palle Sørensen: Vi kan godt lide at bevæge os i den mere melankolske stemning. Den føler vi os godt trygge ved. Den synes vi at vi er gode til at udtrykke os i. Gode til at kommunikere med hinanden i. Det føles som at lave et fælles maleri.

Hvordan kan man klare at blive ved? Klare at tro på sig selv?
Jess Jensen: Vi spillede ufattelig mange koncerter for ingen mennesker. 2 betalende og personalet, ofte! Vi har bare altid haft den indstilling at dem der havde betalt og gad at komme skulle have den samme oplevelse som om der var udsolgt…! Vi har altid ville vise folk hvem vi var, så godt og overbevisende at de ville komme næste gang!

Jeppe Knudsen: Folk skulle gerne have den samme oplevelse af vores musik som vi selv har, så kunne det være lige meget om hvor mange der var…

Lidt historie?
Palle Sørensen: Det startede typisk med at vi lavede en demo som blev send ud til alle. Dengang fik vi kontakt med vores nuværende manager. Hun sad dengang på et bookingbureau og kunne li’ vores musik med det samme. Vi fik også den første seriøse henvendelse fra et pladeselskab, faktisk dem vi er hos nu. Vi havde dermed noget at flytte herover for, forlade Nyborg og finde os tilrette i “storbyen”.

Jess Jensen: Faktisk har vi bevæget os, udviklet os fremover sammen med de folk som vi blev tilknyttet fra starten, det har været en stor fordel.

Det er jo typisk at i det her land spille alle med mange. Det er svært for musikere at kun “satse på én hest”, man skal jo tjene nogle penge osv. Det synes som at I har haft en ret stærk overbevisning om det at holde sammen?
Jess Jensen: Når man spillede i SAYBIA kunne man ikke spille med andre…, der skulle satses, 100%, ja helst 120%…!

Palle Sørensen: Vi har altid troet på det. Man skulle bare holde sammen.

Jess Jensen: SAYBIA-brødrene..! Vi har faktisk gået frem på den helt gammeldags måde…, og da vores første EP kom på gaden var der jo mange som igennem årene kendte os og kunne huske et eller andet gig en eller anden gang…, rygtet har spredt sig!

Jeppe Knudsen: Vi havde faktisk til sidst en fanbase på ca. 100 mennesker hvert sted vi spillede, ret mange for et usignet band i dag…!

I hvor stor grad har skiftet med at komme til en stor by hvor “the business” holder til og det med at få en professionel manager haft betydning for jer?
Jeppe Knudsen: Det kom snigende… og det har faktisk været som at skulle starte forfra med at komme over her…, skulle mænge sig med de 200 andre bands uden pladekontrakt…

Var I bevidste om hvad I var nødt til at gå igennem, få en manager, flytte?
Jess Jensen: Det virkede logisk at det var nødvendigt med de forandringer.

Jeppe Knudsen: Vi kunne se at hvis vi skulle blive ved med at forfølge vores drøm, var det nødvendigt.

Der er mange bands i dag som ikke helt ser ud til at vide hvad man skal gøre…?
Jess Jensen: Det vidste vi heller ikke…!

Palle Sørensen: Vi blev bare ved. Vi var jo altid ude at spille…, øve og spille. Men vi har jo også brugt meget tid på at lave demoindspilninger, forske os frem til en lyd, checke vores sange osv.

Jess Jensen: Man er også nødt til at “gnubbe albuer” med folk. Sørgelig, men nødvendig. Vores manager har lært os en hel masse om branchen, præsenteret os for alle mulige folk, pladeselskaber og andre nødvendige hjælpespillere… Vi kendte jo ingen. Det er faktisk en stor del af den her branche, det at skulle kende nogen.

Palle Sørensen: I virkeligheden er det nok at finde én som brænder for det…

Jeres sound? Fortæl lidt om hvorledes I kom frem til den. Var det bevidst?
Jess Jensen: Nej. Vi skulle lære at lave en plade. Vi havde nærmest aldrig været i studiet mere end over en weekend. Da vi lavede vores EP tog det toppen to uger. Det var hårdt at være i gang i mere end én måned.

Sebastian Sandstrøm: Svært var det vel ikke. Vi spillede det vi ku’ li’ og så blev det sådan…

Pladen er meget afbalanceret. Det er jo en svær kunst…?
Jess Jensen: Vi har spillet længe sammen… Og med en god producer går det jo rimelig nemt…

Jeppe Knudsen: Vi har lært fra år i øvelokalet at lytte til hinanden, man ved selv når man spiller for meget.

Palle Sørensen: Du ved det med for mange røde farver i maleriet…!

MONSTER kommer ud i hele Skandinavien. Jeres EP er ude og albumet kommer snart. Hvilke planer har I lyst til at have?
Jess Jensen: Vi kan måske leve af dette i et par år, det som sker her i Danmark lige nu, men selvfølgelig er det vores ambition at komme omkring og få et større publikum.

Jeppe Knudsen: Vi har ingen regulære planer, vi koncentrerer os om Danmark nu og drømmer så videre om udlandet…, det står ingen dato på Tyskland…!

SAYBIA’s musik synes ikke at ha’ nogle grænser?
Alle: Nej!

Jess Jensen: Vi kan da mærke interessen derude. Vores hjemmeside har hits fra Finland, Norge, Tokyo, Canada, USA…

Til sidst et lidt skummelt scenario. I er nu i gang med at leve drømmen. Tingene sker i stor fart omkring jer. Hvornår tror I at disse ting bliver trivielle…, succesen, turneerne?
Jeppe Knudsen: Det synes ikke ud som om det sker lige om hjørnet. Det eneste negative er nok at vi savner at komme i øvelokalet…

Jess Jensen: Dette er vores liv. Hvornår bliver man træt af sit liv?

Author

Frank Marstokk

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s