Album review of These Are The Days (Danish)

Saybia har overlevet den svære succes

Det er hårdt at være elsket, og det har Saybia skrevet en række sange om på den længe ventede opfølger til det store gennembrud. Musikalsk er det en lille triumf.

Det er ikke nemt at være rockstjerne. Enten føler man sig miskendt og misforstået, fordi der ikke er nogen, som gider at lytte sådan for alvor, eller også fjerner forgudende fans og ivrige pladekøbere ens virkelighedssans og giver succesen en bitter smag.

Saybia er med knap 300.000 solgte plader den største succes dansk rock har haft at byde på siden Dizzy Mizz Lizzy, og naturligvis handler deres andet album om, hvor hårdt det er at være elsket for det, man laver. Som pladeselskabet skriver om de fem drenge fra Nyborgs reaktion på gennembruddet: »De døde hver især en smule indvendig«. Det er ikke tilfældigt, at Saybia har valgt at begå sig i en genre, der kaldes klynkerock.

Men heldigvis lader det til, at krisen er overstået. Drengene er blevet til mænd og har spillet sig ud af rollen som et effektivt, men eftersnakkende band, der bare gerne ville være ligeså gode som Coldplay. I stedet har de fundet frem til en mere dyster rock, der i lige så høj grad bygger på amerikansk rootsrock som højspændt, britisk klynkerock. Saybia står ikke længere og skriger deres hits ud fra hustagene, men har sat sig tilrette i en rundkreds for at dyrke et mere indadvendt og tilbagelænet udtryk. De store radiobaskere er blevet hjemme i Nyborg, hvilket har skabt et langt mere helstøbt album end debuten »The Second You Sleep«. »These Are The Days« er simpelthen en fornøjelse at lytte til hele vejen igennem i modsætning til debutens store udsving mellen høj- og lavpunkter.

Naturligvis er frontfigur Søren Huss’ imponerende blæsebælg af et organ stadig grundpillen, men det er denne gang integreret langt bedre i et sejere og mere sammenspillet musikalsk akkompagnement. Og selvom Huss klynker rigeligt i teksterne, er der også masser af klarhed og mod på hvad der venter forude. Som i åbningnssangen »Brillant Sky«: »Nothing has changed, I’m exactly the same as before we went cruising in a high speed lane. I’m still dreaming of open sky, open road, but the grass is not greener on the other side… There is a brillant sky all over«.

Så må vi håbe, at himlen fortsætter med at være klar, hvis det viser sig, at den ny og mindre ligetil retning ikke i samme grad bliver værdsat af pladekøberne. Der er i hvert fald ingen grund til at gå og dø indvendig over dette album.

Rating

4 out of 6

Author

Kasper Loevkvist

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s