Back to the roots (in Danish)

SAYBIA har vadet i succes, og det er ikke så let, som det lyder

Det blev en ærlig og meget personlig snak, da bandet i juni lagde vejen forbi TJECK og fortalte om deres nye album THESE ARE THE DAYS.

Det er fem yderst veloplagte fyre, der møder op hos TJECK. Humøret er højt, det nye album er færdigindspillet, og sommertouren er lige begyndt.

Men der gemmer sig en melankoli bag den glade facade. For succesen har for Jeppe, Palle, Sebastian, Jess og Søren haft en pris, og det har krævet tid og ro at finde tilbage til rødderne: Musikken.

Her er historien om fem helt almindelige fyre fra Fyn, der blev stjerner på et splitsekund og havde svært ved at håndtere det.

I har turneret uafbrudt i 18 måneder. Har det ikke være sindssygt hårdt?
Søren: – Jo, vi mistede ret hurtigt base-fornemmelsen og blev trætte. Den direkte overgang fra danske festivaler til support-tour for A-ha var hård. Vi gik ligesom igennem en dør, hvor der ikke var nogen vej tilbage. Og vi kunne slet ikke falde til ro og slappe af efter succesen i Danmark. 2002 var den store summer of love for os, hvor vi var helt oppe at ringe. Men man kan ikke fortsætte i den der lykkerus, så på et tidspunkt vælter korthuset. Da vi landede i tour-bussen sammen med A-ha, havde vi ingen virkelighedsopfattelse længere.

Hvad så nu? Har I fået den tilbage?
Jess: – Jah. Men det tager noget tid at bearbejde sådan en oplevelse.

Søren: – Vi mistede fornemmelsen af, hvem vi er. Vi blev hele tiden bombarderet med andre folks opfattelse af, hvem vi er som mennesker. Vi kunne ikke længere finde os selv. Måske var det derfor meget godt for os at være af sted på tour, for så bliver man ligesom fri for at konfrontere sig selv med, at tingene er noget skidt. Der blev mindre og mindre kontakt imellem os i bandet. Vi havde ændret os og løb rundt hver for sig i forsøget på at finde os selv.

Hvad har I gjort for at finde sammen igen?
Jess: – Lavet en plade – vendt tilbage til udgangspunktet! Efter 250 koncerter, hvor vi har stået og spillet de samme sange og prøvet at overbevise publikum om, at vi havde fed energi, var der til sidst ikke noget at komme efter. Der var ikke mere rum i sangene. Vi manglede noget at samles om, så vi endte med at købe et hus i Køge og en ny band-bil. Vi trængte til en base.

Søren: – Vi kom hjem fra tour den 6. september 2003 år og kørte direkte ud i vores hus for at aflevere vores gear. Og det var faktisk ret underligt at vide, at vi ikke skulle pakke sammen og flytte os derfra i lang tid. Vi gik lidt og tænkte over, hvad vi nu skulle med vores liv. Hvad skulle vi få tiden til at gå med? På touren kørte vi i bus, gav interview og spillede koncerter. Resten af tiden drak vi os fulde eller røg os skæve. Da vi kom hjem måtte vi derfor finde tilbage til os selv som mennesker. Det er dét, den nye plade handler om.

Det lyder som om, I har haft en kæmpe band-krise?
Søren: – Vi har haft menneskelig krise – og i og med, at vi er i et band, har der helt sikkert også været band-krise. Vi kendte jo historien om Dizzy Mizz Lizzy, som er det eneste band herhjemme, der har prøvet det samme som os. Og vi har snakket med Tim C. om, hvordan de tre medlemmer pludselig ikke kunne kende hinanden længere. Vi var cirka seks år ældre end dem, og det har måske gjort, at vi har overlevet. Vi besluttede alle sammen at kæmpe for det, så der trådte bandets historie virkelig i karakter.

Author

Christina Pilgaard

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s