Saybia: From party to on the run (in Danish)

Saybia var lige ved at opgive, da succesen ramte dem. Men succesen ændrede sig fra at være fest til at være flugt. Man skal passe på, hvad man ønsker. Man risikerer at få det.
Det måtte de fem knægte fra Nyborg sande, da de efter årelangt knokleri med 3-4 øvere hver eneste uge og talløse koncerter på ydmyge spillesteder, ofte kun med bartenderen som publikum, pludselig befandt sig i baronens seng.

Debutalbummet ‘The Second You Sleep’, der blev udsendt i januar 2002, har solgt i nærheden af 300.000 eksemplarer (heraf de 126.000 herhjemme), og Saybia er uden sammenligning landets populæreste rockband. Man skal helt tilbage til Dizzy Mizz Lizzys storhedstid for at finde lignende hysteri og opmærksomhed omkring et ungt dansk orkester. Så alt burde jo være i sin skønneste orden.

Men succesen havde sin pris. Det lyder som en kliche, og er det måske også, men derfor kan omkostningerne jo godt være høje alligevel.

Gnisten var simpelthen brændt ud i løbet af de 18 hektiske måneder, der fulgte i kølvandet på debuten med endeløse turneer over det meste af Europa.

Og de stadig ganske unge, langhårede fyre – der trods stjernestatus stadig ligner en flok, der lige er krøbet ud af teltet efter fire dage på festival – virker egentlig lidt overraskede over, at det overhovedet lykkedes dem at genfinde motivationen til at indspille deres andet album ‘These Are The Days’, der udkommer næste mandag.

‘From coast to coast/from flag to flag/then it occurred to me/we’re standing close now, to breaking up/from coast to coast/we wave our flags for nothing’

Ingen ro
Men nu sidder de her altså alligevel, Søren, Jeppe, Sebastian, Palle og Jess, på en cafe i Københavns indre by og reflekterer over den lange vej siden debuten på Ærø Festival i marts 1993.

Søren:
– Jeg tror ikke, at man mentalt kan forberede sig på, hvad der sker med én, når man pludselig bliver genstand for så megen opmærksomhed. Jeg tror ikke engang, at man kan give nogle gode råd om det bagefter. Man vågnede jo stadig op i sin egen seng, men lige så snart man gik uden for døren, kunne man mærke forskellen.

– Jeg blev konstant genkendt, og havde til sidst meget svært ved at bevare udgangspunktet – den naive fynbo – fordi man hele tiden blev bombarderet med andres meninger om det, man gjorde. Så ender man med at blive utrolig selvbevidst, og det er jo det værste, der kan ske. Den indre ro og troen på dig selv smuldrede simpelthen stille og roligt.

– Og hvis man har det dårligt som menneske, er ens empatiske evner ikke særlig gode. Man kan ikke se ud over sin egen næsetip, og sådan endte vi alle med at have det.

Den var helt gal
Jess:
– Kommunikationen brød simpelt hen sammen. Der var hverken tid eller plads til venskabet, og i en lang periode snakkede vi overhovedet ikke med hinanden, selv om vi var sammen hele tiden og udmærket hver især var klar over, at den var helt gal.

– Hele ens bagland blev også påvirket af den succes. Der blev lige kørt en tættekam gennem ens venskabskreds. Lige pludselig var man den rolle, man var i bandet – også når man tog hjem til sine forældre eller gamle venner. Man spejler sig jo i andre mennesker, og når de pludselig ser på en på samme måde som i fjernsynet, bliver man sgu lidt skræmt. Man får lyst til at råbe: ‘Hallo, jeg er jo lige her!’

Hat og briller
Søren:
– Der gik også rimelig meget hat og briller i den på et tidspunkt. Når det ikke længere er sjovt at sidde i en tourbus eller komme til et nyt spillested, og man ikke ved, hvad man skal lave, så er det ret nemt at kaste sig over de der obligatoriske kasser øl og sprutflasker, der altid står i backstage-lokalet. Og så bliver man bare ved, til der ikke er mere. Og fortsætter på samme måde næste dag. Og næste dag. Det ændrede sig fra at være fest til at være flugt.

– Vi snakkede faktisk slet ikke om alt der her, før det var overstået. Det er nok sådan en drengeting. Piger havde sikkert sat sig ned omkring et bord og fået renset luften. Det det var først, da vi tog til Gotland for at arbejde med de nye sange, at der kom hul på bylden. Pludselig kunne vi gennem instrumenterne og musikken fornemme og mærke hinanden igen. Men lige så snart vi tog instrumenterne af, var situationen uændret. Musikken gør et eller andet fantastisk ved os, og åbenbart også ved publikum. Det er jo derfor, vi bliver ved.

‘In the end we almost made it/at the point of no return’.

Author

Henrik Queitsch (Ekstra Bladet)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s