Saybias journey from success through crisis to solidarity (in Danish)

Der var engang fem unge knøse fra Fyn med langt hår og batikfarver på trøjerne, der blev ved med at synge sødt om at falde i søvn. Da de vågnede op igen, var de fanget i et mareridt. Mød pladeaktuelle Saybia.

Længe efter, at Saybia for længst havde fået en hel nation til at synge sig i søvn med sangen og albummet ‘The Second You Sleep’, vundet alt, hvad der findes af priser, hæder, ære og de der penge, mødte to af de fynske musikere en dag et par tilfældige teenagepiger.

De unge damer spurgte, lettere forvirrede, hvad d’herrer sådan tog sig til. Og fik svaret.

»Jamen, er I rigtigt med i Saybia, eller er I bare sådan nogle, der spiller med i det«, spurgte de to veninder så.

Grinet fra den lille anekdote breder sig hurtigt hen over havebordet på terrassen i den landejendom, der er et af de få synlige beviser på, at Saybia faktisk er den største succes i dansk rocks nyere historie. 300.000 solgte eksemplarer af debutalbummet, to års intens turneren, indkassering af utallige danske priser og noget så sjældent som et mindre gennembrud i det store udland.

Nogle af pengene fra alt det er investeret i det gamle husmandssted uden for Ølby ved Køge, der til trods for sit tilnavn ‘Slottet’ mest af alt ligner et forvokset drengeværelse med bunker af cigaretskod i askebægrene, ølflasker overalt omkring arsenalet af pianoer, guitarer og toiletlitteraturens blanding af tegneserier og magasinet M! For slet ikke at tale om væggenes skrigende blanding af kulører som orange og rødt.

»Vi slog igennem nogenlunde samtidig med ‘Popstars’ og alle de der strømlinede typer, som for mange unge er de rigtige stjerner. Der har vi selvfølgelig klart været en modsætning på alle måder, så de to piger var lovligt undskyldt – hvordan skulle de vide, at det egentlig er musikere, der er med i bands og skaber musikken?«, spørger sanger Søren Huus og ler, så stålknapperne på hans cowboyskjorte truer med at springe ud fra deres huller over bugen.

Hverken han eller den ellers nyklippede keyboardspiller Jess Jensen ved bordet ligner ligefrem rockstjerner. Men i det omfang den race overhovedet findes i Danmark, repræsenterer de to fynboer just den.

Naiv succes
Men allerede fra starten i 1993 skilte drengene i Saybia, der opkaldte deres band efter trommenavnet Sabian, sig ud. Langt hår, T-shirts med batikfarve og et gammelt folkevognsrugbrød signaliserede snarere hippier fra 1968 end fem drenge med en stor fælles drøm midt i halvfemserne.

En drøm, der i den grad blev til virkelighed, da Saybia i januar 2002 udgav debutalbummet og på få måneder gik fra at være en håndfuld ukendte musiknørder fra Fyn til at være selve håbet for en ny generation af danske rockmusikere. Og ikke mindst publikum, som havde ventet siden Dizzy Mizz Lizzys succes næsten ti år tidligere på, at noget nyt og afgørende skulle ske. Nu skyllede den nye bølge af følsom rock ind over landet, og Saybia surfede ubesværet på toppen af den.

»Det er klart, at vi havde haft en fordel i, at vi kunne gå rundt ovre i Nyborg og forme vores musik, som vi gerne ville have den og blive gode til at spille den. Vi var langt væk fra alt og beskyttede. Men til gengæld var vi også grænseløst naive. Og slet, slet ikke forberedt på det, der ramte os, selv om det var det, vi altid havde drømt om«, erkender Jess Jensen.

Det er historien om Saybia, der fik alt, hvad de ønskede ved at synge så smukt om at falde i søvn for så at vågne op i et mareridt af krav, fast arbejde og kilometer, kilometer, kilometer.

»Til sidst sad vi der i bussen. Et sted i Norge, Tyskland, Holland eller noget helt andet. Og bare kiggede på hinanden. Der var ikke mere at fortælle, for vi oplevede det samme. Hvis vi skulle tale sammen, skulle man finde på et emne. Og det var der ingen, der orkede. Man kunne se, at de andre havde det dårligt, men gad ikke at spørge hvorfor. Inderst inde vidste man det jo godt«, erindrer Jess Jensen.

Søren Huss puster energisk røgen fra endnu en cigaret væk og tager over:

»Når vi kom hjem, blev man rastløs. Vi havde hele tiden fornemmelsen af en rumlende bus under fødderne. Vores forældre bor alle i Nyborg, og de kunne ikke rigtig hjælpe os, for der var nærmest sådan en Beatles-eufori som dengang i Liverpool.

De blev selvfølgelig også ramt af det. Og når man var sammen med venner, kunne man godt mærke, at de pludselig betragtede en som ‘en fra Saybia’ i stedet for Søren. Det var faktisk kun vores kærester, der ikke behandlede os som rockstjerner, så dem blev vi selvfølgelig irriteret på«, siger han og smiler lidt.

At finde kernen igen
Efter en koncert i Bergen, hvor det unge orkester spillede stift på rutinen uden nogen som helst kontakt med sig selv eller publikum, blev det for meget.

»Da satte vi os ned og blev enige om, at vi måtte spille frit, som om det var en jamsession, ved koncerterne. På den måde fik vi løsnet op for det musikalske, som altid har været det vigtigste. Men det menneskelige kunne vi ikke åbne. Vi var alt for meget mænd og kiggede bare i hver sin retning. Vi var simpelthen fem ensomme unge mænd på hver sin rejse«, siger Søren Huus.

Efter hver koncert kørte festen – øl, sprut, hash og andre stoffer. Men rusen antog mere og mere karakter af en flugt. Indtil guitarist Sebastian Sandstrøm sagde, at nu gad han simpelthen ikke mere.

»Da vågnede vi op. Vi havde jo alle siddet i hver sit sæde og overvejet at skride. Jeg havde tænkt over en solokarriere, men hvis man skulle gå ud, ville man samtidig sige farvel til fire af sine bedste venner og en alt andet lige fantastisk start for os som orkester.

Vi blev enige om at fortsætte og finde indtil kernen, musikken og følelsen i den. Det har aldrig været penge, sprut, stoffer eller kvinder, der var vigtige for os. Men det frie rockliv med alt det, der følger med, findes altså, og det er sværere at sige nej til end som så«, konstaterer Søren Huus.

Som et symbol på forbrødringen købte gruppen huset ved Ølby, lagde sammen gulv i det gamle soveværelse, som nu er øverum med udsigt over marker og et lille skovbryn. Efter at have skrevet ensomheden, mismodet, desillusionen og melankolien ud i sange med sigende titler som ‘Stranded’, ‘Guardian Angel’, ‘We Almost Made It’ og ‘I Surrender’ ude på landet, tog gruppen til den svenske ø Gotland. Her blev albummet ‘These Are The Days’ indspillet.

»For første gang i et par år prøvede vi at sove i den samme seng i et par måneder i træk deroppe. Det hjalp. Ganske langsomt fandt vi ind til hinanden, venskabet og kernen i det hele, musikken, igen«, forklarer Søren Huus.

Pot i haven
Som gruppe fremstår Saybia som et mere modent musikalsk kollektiv med langt mere dybde i en musik, der på en gang er mere smuk og mere afklædt, rå. Og som mennesker er de fem fynboer bedre rustet til eventuelt fremtidige konflikter og kriser.

»Jeg blev 29 år i går (mandag, red). Jeg tilbragte min fødselsdag i Belgien med at tale om journalister, der ikke kender eller forstår os. Ret kedsommeligt, sådan vil jeg i hvert fald ikke opleve flere fødselsdage«, siger sangeren.

Som en trøst har vennerne i bandet dog taget en kanelstang med ned til ‘Slottet’. Sammen med en hollandsk kage af vingummi skal den indgå i fejringen og sørge for, at Saybia heller ikke i den nærmeste fremtid kommer til at ligne toptrimmede atleter. Eller rockstjerner.

»Selvfølgelig vil jeg gerne tabe mig. Det vil alle, der er overvægtige vel. Men det skal i givet fald ske for min egen skyld og ikke for at tilfredsstille andre«, siger Søren Huus.

Når dagens arbejde med at øve på ‘Slottet’ er slut, kan det dog være, at de fem fynboer, der er blevet glade igen, får tid til at ryge en smule fra de store potplanter i haven ved ‘Slottet’, som i anledningen af dagens besøg er pakket godt ind i sorte plastiksække. Selv om man er en rockstjerne eller en smuk plante, er der jo ingen grund til at skilte med det.

Author

Erik Jensen (Politiken)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s