Popkomm – Danish delicacy (in Danish)

Berlin lægger i disse dage grund til Popkomm-messen, hvor godt 500 udstillere fra 40 lande forsøger at vise, hvad lige nøjagtig de har i den musikalske godtepose. Messen følges op af en række koncerter, hvoriblandt nyere navne fra den danske musikscene er repræsenteret.

Mere tysk og stemningsfuldt kunne det næppe være – stedet hvor dansk musik havde valgt at præsentere sig denne torsdag i september. En lille rockklub ved navn Silver Wings placeret i den ene fløj af den imponerende nazi-opførte Tempelhof-lufthavn, der såvel i størrelse som arkitektonisk stil vidner om tidligere tiders storhed på disse kanter. De optrædende denne aften var danske. Figurines, Under Byen, Powersolo, Blue Foundation, Tiger Tunes og Saybia var udvalgt til at holde dansk musik inde i kampen om de stadigt skrumpende salgstal i en pladebranche, der de senere år har været én stor understregning af det gamle mundheld “Hellere lille og vågen end stor og doven”.

Dansk diversitet
150 betalende gæster og mindst lige så mange på den bugnende gæsteliste var mødt frem. En kort og ganske uvidenskabelig rundspørge blandt de fremmødte (som denne aften undtagelsesvis ikke var danskere) viste, at det ikke ligefrem var forhåndskendskab, der havde trukket tilhørerne til ‘Silver Wings’ for at høre dansk. Snarere en blanding af nysgerrighed, anbefaling og Roskilde Festival. Og skuffede blev de næppe.

Det blev en musikalsk blandet aften af ganske høj kvalitet. Figurines præsterede en måske noget jævn, men trods alt energifyldt guitartung omgang rock af den letforståelige slags. Under Byen viste sig fra sin bedste side, og formåede at sprede deres indadvendte lyd helt ud til de bagerste ståpladser. Powersolo gav den med en lyd og gringo-attitude, der sagtens kunne være hentet fra lydsporet til en Tarantino-film. Fandenivoldske udgydelser mellem numrene fremsat med en dreven sydstatsaccent viste stor energi og spillelyst, som meget rammende kan koges ned til forsanger Kim Kixs statement mellem to af numrene: “I don’t give a fuck, except for my leather cock”.

Med nye numre suppleret med et par fra deres første album fik Saybia vist, at gruppen er parat til den forestående mini-tour, der bringer dem til blandt andet Holland, Østrig og andre tyske storbyer. At gruppen fra Fyn måske ikke helt levede op til den af arrangørerne fremsatte varebetegnelse “aus Aarhus” lod ikke til at bekymre publikum, der uden tvivl for størstedelens vedkommende havde ventet på netop at høre Saybia spille.

Tiger Tunes leverede ligesom Saybia varen og fik sat skub i noget, der på et tidspunkt kunne minde om løssluppen feststemning. Blue Foundation lukkede og slukkede med sine halvelektroniske toner. Den melankolske undertone stod som et velvalgt punktum på en aften, der om noget viste, at diversiteten i dansk musik anno 2004 er stor.

Positiv respons
Friedrich Reip, journalist på det tyske musikmagasin UncleSallys, mente, at den danske præsentation havde været iøjnefaldende. Særligt Under Byen og Tiger Tunes havde imponeret, og han vurderede deres chancer for et gennembrud i Tyskland til at være større end et hvilket som helst tysk ditto i Danmark. Der var også skulderklap til valg af bands, som Reip mente “efterlod det indtryk, at dansk musik har meget forskelligt at byde på, og at dette er af høj international kvalitet”.

Det var ligeledes en imponeret Søren Huus, der havde fulgt de andre optrædende danske bands.

– Efter at have været væk fra Danmark i en temmelig stor del af det sidste halvandet år, er det opløftende at se, at dansk musik har så meget tilbyde. At der hele tiden kommer så meget nyt, sagde Saybia-frontmanden

På spørgsmålet om Saybia står stærkere internationalt end de øvrige, vurderede Huus:

– Det er selvfølgelig en fordel for os, at vi allerede har signet med et stort pladeselskab her i Tyskland, hvilket jo er det, vi alle er her for på sådan en aften som i aften. Det er dog stadigvæk kun et forspring på ti meter i et helt marathon-løb, og vi skal jo ligesom alle de andre ud og promote vores musik på små natklubbber for publikum, som mange steder knap kender os, sluttede Huus.

“Dänische Musik ist nicht schlecht”
Hvor de norske musikeksportørers arrangement blev en lidt slap blanding af venligtsindet lejrtursmusik med kun få musikalske krumspring, var der både vid, bid og overraskelse i den danske forestilling. Hertil kommer, at man havde valgt at opstille to scener, der aftenen igennem kontinuerligt afløste hinanden, således at afbrydende sceneskift blev undgået. Dermed blev intensiteten holdt oppe og samtidig undgik man, at arrangementet udviklede sig til en helnats-forestilling.

Uanset om varen er musik, bøjler eller kinaskak afhænger et eksportfremstøds succes imidlertid i sidste ende af salgstallene, og set i dette lys er det ikke muligt at vurdere, hvorvidt den danske musikbranche fik, hvad den kom efter. Set fra en musikalsk vinkel kunne det dog næppe være gået meget bedre. Det blev demonstreret, at dansk musik har bevæget sig fra hurtigdøende pop og afventende efterligning af udenlandsk lyd, til at være et musikmiljø, der tør stikke hovedet frem og forsøge at udstikke direktioner for musikkens fremtidige retning og indhold.

Som en tysker, der var kommet hele vejen fra Schweiz til Berlin for at høre musik på Popkomm, kortfattet indskød i forbifarten på herretoilettet: “Dänische Musik ist doch nicht schlecht”. Med risiko for at lyde nationalistisk selvfede, kan vi danskere, der var på Silver Wings denne aften, ikke andet end give vores tyske kammerat fra herretoilettet ret. Det har bestemt set værre ud for dansk musik.

Author

Rune Hørby

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s