Album review of Eyes On The Highway by Morten Warmsler (in Danish)

Ikke helt vellykket tredje album fra Saybia

Betegnelsen “tuderock” er nærmest blevet synonym med Saybia. Og trods den negative ladning i betegnelsen, så kan man vel påstå, at eksil-fynboerne med deres to foregående albums har skabt landesorg i Danmark, hvor over en halv million solgte albums siden debuten for fem år siden, har dannet soundtrack til familien Danmarks gruppe-gråd.

Saybia har proklameret, at den nye plade “ikke er så god at tude til”, som de tidligere, og det har skabt forventning om, at et af Danmarks mest succesrige rockbands måske havde fundet en ny indgang til musikken. Og der er en drejning at fornemme på Eyes on the Highway, men den er langtfra så markant, at man kan kalde den et stilskift, til gengæld er den markant nok til, at Saybia mangler noget af den nærhed, som var så tiltalende på de to første albums.

Og ja, det er utaknemmeligt at være rockmusiker, når der både forventes, at man giver det, ens fans elsker én for, og at man samtidig giver dem noget nyt, som de ikke har hørt før. Saybia forsøger begge dele, men uden at lykkes med ret meget af det.

Det starter ellers glimrende med “On Her Behalf”, der er Saybia, når de kompositorisk betager lytteren allermest. En rolig åbning med en – efter Saybia’s standarder – nydelig tekst, og med Søren Huss som det karismatiske omdrejningspunkt, vi kender. Det som i særdeleshed er velgørende ved åbneren er, at den ikke når samme teatralske og overdrevne storladenhed, som Saybia ellers kan forfalde til, og derfor er forhåbningerne om et godt album i den grad intakte, når første nummer klinger ud.

Singleforløberen “Angel” er Saybia i den ballade-stil, vi kender dem, men så er det også omtrent slut med ballader. I stedet forsøger bandet sig med mere tempofulde sange, om end skabelonen ofte er den samme med en rolig akustisk åbning på numrene, for derefter at lade dem eksplodere i enten omkvæd eller i støjende passager, der ikke altid virker lige sammenhængende.

Det klæder egentlig Saybia at forsøge at give lidt mere gas undervejs, end vi er vant til at høre fra dem, for vi vil jo gerne have, at de giver os noget, vi ikke har fået før. Desværre virker Søren Huss’ fremragende stemme bare alt for voldsom på den type numre. Det svarer lidt til at lade en bybus køre med i et rally. Bussen har sin charme, sine fordele, og kan være fantastisk til passager-transport. Den er bare ikke særlig velegnet til støvede og hullede veje med skarpe sving, hvor det er omtrent umuligt at manøvrere rundt med en sådan kolos.

Derfor fungerer det ikke så godt, når det går stærkt, og når de mere eller mindre støjende musikalske flader akkompagnerer den voluminøse vokal. Og når der så af og til tilsættes storladne strygerarrangementer, så er rammerne for, hvad lydbilledet kan holde til, overskredet.

Men hvad er det så vi vil have fra Saybia? Det giver de faktisk selv svaret på, når de på ”Gypsy” slår en langt lettere og åben tone an, hvor der både er plads til lidt tempo, lidt humør og lidt storladen vokal, som Søren Huss er en mester til.

De vil så gerne, og de prøver virkelig. Til tider rammer de rigtigt, men der er altså lidt for langt imellem højdepunkterne til, at man kan kalde Saybias tredje album for vellykket.

Rating

Author

Morten Warmsler

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s