Saybia still rhymes on pain (in Danish)

Smerten er stadig i centrum for det danske poprockband Saybia, der i mandsags udgave deres tredje album. Men melankolien og skrøbeligheden er blevet mindre navlepillende, og de unge, fynske føre medgiver gerne, at deres image som nogle klynkere har været berettiget. AOK har mødt forsanger Søren Huus og keyboardspiller Jess Jensen. På torsdag spiller Saybia på Loppen på Christiania.

De fem fynske fyre, der udgør poprockgruppen Saybia, er om nogen blevet forbundet med ungdommelig weltschmerz og skrøbelighed. Men som forsanger Søren Huus og keyboardspiller Jess Jensen ligger henslængt der i den røde hjørnesofa og deler den sidste Blå Kings, ligner de ikke ligefrem et par sørgmodige unge mænd. Umiddelbart er den største bekymring da også, at der ikke er flere smøger, da AOK møder de to medlemmer af Saybia i pladeselskabet EMIs lokaler i Københavns indre by.

Men smerten er skam stadig at finde på Saybias tredje album, som udkom i mandags. Men hvor det på de to første album handlede meget om at være midt i alt det sørgelige, er bandet kommet lidt på afstand af tristessen.

”Smerten er der, men den har fået en anden farve. På de fleste af numrene, der rummer smerte, er der en bevægelse fra et mørkt sted hen mod en afklarethed. Det er måske sådan lidt: Hvad har vi lært, når det kommer til stykket,” siger Søren Huus.

Historien, der har været fortalt om Saybia, er den klassiske om vejen til stjernerne og det efterfølgende himmelfald. Det er fortællingen om drengene fra Nyborg, der efter næsten 10 års ukendthed som band pludselig i 2002 sang sig ind i hele den danske ungdoms hjerter med numre som ”The Day After Tomorrow”, ”In Spite Of” og titelnummeret ”The Second You Sleep” på debutalbummet, som blev solgt i over 300.000 eksemplarer. Det er fortællingen om den svære toer og om, hvordan succesen steg drengene til hovedet, og splid sneg sig ind mellem dem. Og endelig er det fortællingen om nu omsider at have fundet fodfæstet igen.

Hvorfor er smerten så vigtig i jeres musik?
”Det ved jeg ikke rigtig,” siger Søren Huus tøvende og kører hånden igennem de lange, krøllede lokker, inden an fortsætter:
”Måske er det, fordi følelsen af lykke og glæde efter min erfaring er ganske kortvarig. Man rykker sig hele tiden og står kun i korte perioder det samme sted, og så sker der en eller andet, man skal tage stilling til. Det er den tilstand, der opstår mellem de positive oplevelser, der fylder mest. Det er ikke, fordi jeg i bund og grund er et ulykkeligt menneske, men jeg tror bare, at man bliver bombarderet med så mange ting igennem livet, som man skal forholde sig til. Både når man tænder for fjernsynet og åbner en avis,” siger den 31-årige sanger og tekstforfatter og henviser ud over personlige kriser til skelsættende begivenheder som terrorangrebet på tvillingetårnene i New York og krigen i Irak, da Jess Jensen bryder ind:
”Lige pludselig var folk bange. Man var også selv bange. Jeg kan huske, at vi sad og talte om: ”Udbryder Tredje Verdenskrig nu – hvad fanden gør USA?” Der spredte sig en angst,” siger den 30-årige keyboardspiller om drivkraften bag albummet, og Søren Huus supplerer:
”På en måde virkede dét, vi rendte rundt og lavede, ret forkælet i forhold til det, folk oplevede andre steder i verden. Vi blev trukket med ind i en krig, og det følte vi et medansvar for, og samtidig skulle vi så turnere rundt og være krydderi på folks tilværelse,” siger Søren Huus.

Det er den følelse af medansvar og afmagt, som Søren Huus udtrykker i linjerne: ”People get killed on our behalf / I can’t cope with that!!!” på sangen ”On Her Behalf” på det nye album ”Eyes On The Highway”. Men ud over kommentaren om, at der bliver slået ihjel på vores vegne i Irak i og med, at Danmark er med i koalitionen, ønsker hverken Søren Huus eller Jess Jensen at løfte en politisk pegefinger i musikken.

”Jeg har ikke monopol på sandheden,” erkender Søren Huus.

”Det eneste, vi kan som band, og jeg kan som tekstforfatter, er at sige, hvad vi ser. Men jeg har ikke opfundet den dybe tallerken, så hvad jeg ser, er heller ikke den fulde sandhed. Jeg kan ikke sige: Jamen, det er forkert, at vi går i krig. Man kan jo sige, at herfra hvor vi står, der er det forkert – og det er ikke i en politisk forstand, men mere i en menneskelig; at for enden af hver bombe, der er kastet, står vi som et stort kollektivt Danmark og trykker på knappen,” siger Søren Huus.

Den 31-årige sanger er ellers vokset op med en mor, der sidder i byrådet i barndomsbyen Nyborg for det borgerlige parti Venstre.

”Det er ikke smittet af,” bedyrer Søren Huus, og da han bliver spurgt, hvorfor han ikke har valgt at gå i sin mors fodspor og blive politiker, begynder han at grine:
”Jeg er simpelthen ikke skarp nok. Når jeg ser sådan nogle debatprogrammer, og hvordan de spinder hinanden… Det er virkelig ekstremt, og det er simpelthen for kedeligt,” siger Søren Huus.

I bund og grund er det, Saybia gerne vil give folk, da heller ikke formstøbte svar på samfundets store spørgsmål. I stedet tilbyder de fem eksilfynboer en helle i dagligdagens ræs.

”En af hovedintensionerne med vores musik er at give folk det samme, som vi får, og det er ro. En ø af ro når musikken spiller og en tekst, der sætter nogle tanger i gang. Nogle gange kan det måske løse nogle ting for dem, der lytter, g andre gange bare give dem nogle smukke billeder,” siger Søren Huus. Og Jess Jensen tager over:
”Vi har oplevet folk, som er kommet hen og sagt: Jeres musik har hjulpet mig igennem en sindssyg hård periode i mit liv. Så stener man lidt over det, for det er jo ret vildt. Men det er den der med, at der er nogen derude, der har det ligesom mig,” siger Jess Jensen og bryder ud i Sebastians sang med omkvædet: ”Du er ikke alene,” og Søren Huus lægger hovedet på hans skulder og fuldfører teksten: ”der er en, der følger dig.”

Det image, I har fået efter de to første plader, er jo, hvis man skal sige det positivt, at I er nogle følsomme fyre, men der er også mange, der har kaldt jer for nogle klynkere. Hvordan har I det med den udlægning?
”Det har vi ikke været helt tilfredse med,” griner Søren Huus. ” Det er jo ikke helt det sande billede. Men det var på sin vis nok berettiget i forhold til det, journalisterne valgte at skrive om os,” siger Søren Huus.

Men I bestemmer jo trods alt selv, hvad I ville sige?
”Det gjorde vi,” siger Søren Huus og når ikke at sige mere, inden Jess Jensen bryder ind:

”Problemet er – eller det er vel ikke et problem – men vi er et ærligt band. Vi kan ikke skrue en maske på, hvor vi foregiver at være rockstjerner. Det er nok i virkeligheden det, som mange syntes var lidt mærkeligt og måske også irriterende, men også ret interessant: At vi bare var de der fem fyre fra Fyn, som var ærlige. Vi havde det skidt og sagde, at det var sådan, vi havde det,” siger Jess Jensen med et drenget smil.

Er I nogle klynkende tøsedrenge?
Søren Huus bryder sammen af grin og ryster benægtende på hovedet. Men Jess Jensen er ikke helt så afvisende:

”Det kommer an på, hvordan man definerer en tøsedreng. Hvis man er en tøsedreng, når man…” Hantænker sig om, men inden han når videre tager Søren Huus over:

”Når man græder?” Et øjeblik lader han som om, han har våde øjne bag de stålfattede guldbriller, inden et voldsomt grin sætter ind.

De to bliver enige om, at det var helt forståeligt, at blandt andre DRs P3 gjorde grin med dem i en sketch om, hvor synd det var for Saybia.

”Det var skide fortjent, for vi kiggede ikke så meget ud over vores egen lille næsetip. Vi var ikke i stand til det. Jeg kan godt forstå, at der er nogle folk, der har siddet derude og tænkt: Hold kæft mand, I render rundt og har det vildt fedt, mens verden er af lave, og det eneste, I tænker på, er, at det har været hårdt at spille for 30.000 mennesker,” siger Søren Huus.

På debutalbummet virkede den følsomhed, der lå i det umiddelbare kærlighedsunivers og i Søren Huus smukke og inderlige stemme, meget ærligt. På den nye plade er teksterne mere tvetydige, og Søren Huus lader kun sjældent vokalen komme ud i de følelsesmættede sentenser, der kendetegnede debuten. Alligevel er ”Eyes On The Highway” ikke mindre dybtfølt end de to første album, mener Søren Huus og Jess Jensen.

”Pladen er absolut ikke mindre ærlig i forhold til den følelse, der ligger bag ordene, men det kan godt være, at man vælger lidt mere med omhu, hvad man vil sige og kamuflerer den direkte historie og lader den være mellem linjerne i stedet for.” siger Søren Huus.

Hvorfor har du følt behov for det?
”Det var ikke et specielt behov, eller jo, det har det måske nok været. Det har måske været på grund af den nøgenhed, der har været.”

Fordi I var trætte af klynke-imaget?
”Jeg ved det ikke rigtigt. Det er ikke noget, jeg bevidst har gjort. Jeg har haft lidt mere tid til at tænke over tingene denne gang, fordi det har været en længere periode. Jeg har villet udfordre mig selv i tekstuniverset og ikke bare skrive direkte, hvad der sker. Men det er stadig hudløst ærligt.” siger Søren Huus og kigger endnu en gang ned i cigaretpakken. Den er stadig tom.

Author

Jeppe Bangsgaard (Berlingske Tidende)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s