Denmark’s nicest band (in Danish)

Fynske Saybia tog pladekøberne med storm med debutalbummet “The second you sleep”. Siden fulgte en meget omtalt nedtur. I dag er gruppen tilbage med deres tredje album “Eyes on the highway”, og ifølge bandet selv er det et afklaret band med prioriteterne i orden, der torsdag giver koncert på Loppen

Saybia’s forsanger Søren Huus læner sig frem i pladeselskabets knaldrøde sofa og skænker en kop kaffe til sig selv og tangentspiller Jess Jessen, der kvitterer med at sende pakken med de gule Kings retur til forsangeren.

Det flinke band
Cigaretterne er ellers det nærmeste, man kommer noget, der bare minder om rockstjerne-manerer hos de to musikere, der gør så behageligt ukrukket, ja nærmet ydmygt et indtryk, at man ikke kan lade være med at tænke, at hvis TV2 er Danmarks kedeligste orkester, så må Saybia være det flinkeste. Selv tilskriver forsanger Huus den jordbundne attitude en sund og tryg opvækst i den fælles hjemby Nyborg:
“Generelt er vi meget ydmyge i forhold til det faktum, at der er folk, som gerne vil købe vores musik. Vi er jo heller ikke fra New York eller sådan noget, men derimod fem fyre, der er vokset op på Fyn, som har haft en almindelig lillebys-opvækst. Det tror jeg også har meget at sige i forhold til vores musik. Coolness-faktoren er meget lav,” siger Søren Huus og smiler, mens han tænder sin cigaret.

Mere afklaret
Saybias bandhistorie er dog ikke uden drama. Langt fra. Det er den på mange måder klassiske historie om det debuterende band, der uforvarende formår at ramme tidsånden perfekt, som det skete, da det fynske orkester i 2002 udsendte albummet “The second you sleep” – en samling iørefaldende, melankolske popsange båret frem af forsanger Huus monumentale vokal.

Albummet bragede direkte ind på den danske albumhitlistes førsteplads, men overgangen fra nobodies til rockstjerner var ikke uden problemer for det fynske orkester, der efter interne stridigheder endte med at balancere faretruende tæt på opløsningens rand, inden musikernes indbyrdes venskab og fælles kærlighed til musikken viste sig stærkere end alle berømmelsens fristelser og faldgruber.

Og den udvikling kan ifølge Jess Jensen og Søren Huus høres på bandets tredje studiealbum “Eyes on the highway”, som netop er udkommet. Efter deres mening er Saybia anno 2007 et modnet band med prioriteterne i orden, der har større fokus på musikken end på imagepleje, på at være tro mod sig selv frem for at sælge en masse plader:
“Afklarethed er et ord, vi har brugt meget til at beskrive pladen. Afklaret både i forhold til musikken og hvem vi er som mennesker. Vi har fået en stærkere fornemmelse af, hvem vi er både som enkeltindivider og musikere”, fortæller Søren Huus, mens Jens Jessen supplerer:
“Og ambitiøs er også et ord, vi har sat på, selv om de andre plader egentlig har været mindst lige så ambitiøse, så har der været bedre tid til at gennemarbejde tingene denne gang, og jeg synes også, det er den af vores plader, som lyder bedst”
Hvad ligger der i titlen “Eyes on the highway?
“Vi var længe om at bestemme os. Jeg tror oven i købet, at jeg i et radioprogram kom til at annoncere, den bare skulle hedde “Saybia”. Men den titel havde ikke rigtig nogen billeder i sig, synes vi, og “Eyes on the highway” gav nogle gode referencer til både, at vi havde turneret rigtig meget og set rigtig mange midterstriber på vejen fise gennem vores hoveder,” fortæller Søren Huss.

Følsomme mænd
Med et samlet pladesalg på 500.000 eksemplarer af deres første to plader – et næsten chokerende højt tal for et dansk band især i en tid præget af stagnerende pladeslag – har “Eyes on the highway” da også været ventet med stor spænding, og med sin blanding af iørefaldende melodier, hudløse tekster og storslåede arrangementer vil den da næppe skuffe gruppens mange fans.

Men selv om Saybia altså har haft godt tag i pladekøberne både herhjemme og i udlandet, har bandet også mærket bagsiden af medaljen i form af latterliggørelse og jævnlige beskyldninger om at de spiller “klynkrock”. Hvad siger bandet selv til den kritik?

Søren Huus svarer: “Jeg har sagt det før. For mig er der et eller andet patetisk i at klynke, hvorimod der absolut intet ynkeligt er i at være ærlig. Vi står ved, at vi er melankolikere. Ingen tvivl om det! Hvad angår teksterne er jeg en meget følsom person, som er meget letpåvirkelig i forhold til mine omgivelser. Der skal meget lidt til, at jeg reagerer på ting. Det ender altid med følelsesudbrud, og teksterne er et godt sted for mig at bearbejde de ting dér”

I lighed med tidligere skriver og synger han på engelsk på “Eyes on the highway”. Det skyldes dels, fortæller han, at de fleste af hans og bandets forbilleder har sunget på det sprog, og dels at Saybia jo aldrig har lagt skjul på, “at vi godt kunne tænke os at prøvekræfter med det store udland”

Indtil videre har de allerede opnået en vis succes i Holland og Norge. Drømmen hedder dog stadig USA, men efterhånden har de indset, at der er mange ting, som skal flaske sig, hvis drømmen skal gå i opfyldelse. Ikke mindst fordi man som udenlandsk band altid vil være et skridt efter de engelske og amerikanske navne.

Glad for Staden
Derfor tager de fem musikere det foreløbig også roligt, , med en række udvalgte koncerter på små spillesteder i et par af landets største byer, inden de drager på rigtig turné til november, hvilket torsdag bringer dem forbi Christianshavn, hvor de giver koncert på Loppen på Christiania. Det glæder de sig til, for både spillestedet og Christiania generelt har en særlig plads i deres hjerte, fortæller Søren Huus

“Loppen er et sted vi er kommet meget, specielt lige da vi flyttede herover. Vi har også spillet nogle fede koncerter derude blandt andet som første koncert på efterårstouren efter indspilningen af “The second you sleep”. Jeg kan huske, der var kø rundt om hele bygningen, og vi var lige kommet hjem fra Sverige og havde ingen anelse om, hvad der var sket af store ting herhjemme.”

Og selv om de ikke er blinde for de mere problematiske sider af Fristaden, så er de også tilhængere af Christiania genrelt:
“Det er ærgerligt med den udvikling, der har fundet i de senere år, men jeg håber, at folk får øjnene op for, at det er et fedt sted. For det er det virkelig,” siger Jess Jensen, mens Søren Huus tilføjer:
“Den kulturhistoriske værdi, som det sted har, er fuldstændig usynlig for mange mennesker, men i virkeligheden er det et af de smukkeste billeder, der kan stå fra den tid.

Saybia giver koncert på Loppen 6. september.

Author

Peter Juncker (Amager Lokalavisen)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s