Review of the concert in Loppen, September 6th (Danish)

Saybia lavede ingen udslag på richterskalaen

Det lille spillested Loppen burde passe Saybias inderlige rockmusik godt. Men de fem fynboer valgte at blive på sikker grund og overraskede for lidt.

Det er let at række tunge af Saybia. Det er jo bare Coldplay med dansk mælkeoverskæg – flæbende klynkerock af den enerverende slags. Men set hen over nu tre albumudgivelser har kvintetten fra Nyborg udviklet sig fra et spinkelt udgangspunkt til et fyldigere udtryk.

Den følelsesbrusende rock var i starten båret af Søren Huus’ store stemme med pianoet som nærmeste allierede. Men med tiden er modspillet fra resten af bandet vokset, i takt med at arrangementerne har fået flere nuancer. Uden at Saybias tæft for refræner har lidt skade.

På sikker grund
Derfor var det også skuffende at opleve bandet torsdag aften sætte sig tilfredse med et meget sparsomt og ensformigt brug af egne talenter på et fyldt Loppen.

Med hundredtusindvis af solgte plader i ind- og udland kunne Saybia sikkert godt have fyldt en større arena, men denne gang havde de valgt det lille og mere intime format, hvilket burde klæde Saybias inderlige og emotionelle rockmusik.

Torsdag aften fik de også øjeblikkeligt samlet hele salen om sig med en nærværende udgave af “Angel” fulgt op af en lige så tændt “Day After Tomorow”, der fik publikum til at synge med, så træbjælkerne gik i svingninger.

Der var smil og tryghed i luften, og dén fællestilstand ville Saybia tydeligvis ikke forstyrre. De blev på sikker grund hele aftenen og valgte tryghed frem for udfordring, forudsigelighed frem for overraskelse.

Lavt tempo
Resultatet blev en ensformig koncert, hvor sangene blev afleveret loyalt og uden den variation og det temposkift, der blev en større og større mangelvare, jo længere seancen skred frem.

Bandet var tydeligt samspillet, guitaren stod stærkt i billedet, og Søren Huus viste sin stemmes muligheder i både styrke og finesse, mens de leverede sange som “Eyes on the highway” og “A Way Out” fra det nye album suppleret med hitgnister fra fortiden som ’Brilliant Sky’ og “The Second You Sleep”.

Men når melankolien hele tiden sætter et lavt tempo – samlet i det monotone trommespil – bliver det tungt i længden, og langsomt lagde det også en dyne på publikums begejstring. Også selv om Saybia i hver eneste sang viste deres evne til at skrue en god melodi sammen.

Behagesygt stadie
At springe ud på kunstnerisk dybere vand må være næste skridt for Saybia. Og når nu bandet har vist, at de faktisk kan udvikle sig, er det jo ærgerligt at skulle konstatere, at de synes tilfredse på et mere behagesygt stadie.

Det var i hvert fald dét, der kom til udtryk gennem varmebølgerne på Loppen, hvor Saybia forsømte at sprænge deres egne rammer og hæve sig over det ordinære.

Rating

3 outof

Author

Simon Lund (Politikken)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s