Review of the concert at Nibe Festival, July 5th

In between dreamers and lazybones

With Nibe about to reach climax, the Festival really should rock
But Saybias dreaming and melancholic rocksongs were Saturday afternoon stuck in the party launch ramp, and didn’t manage to really convince that it wasn’t just yet another day at the office for the band.

The clouds blocked the sun for a while, perhaps as ordered, and tried to create good settings around the introvert band on Stor Scene. But not even the help from above was enough to make Saybia more than background wallpaper for the audiences small talk.

The well singing Søren Huss didn’t take the naturally lead role, as only he can lift, much more than “Did you got some great hangovers, Nibe?” and “Bullocks, I thought it were panties, that were thrown up here”.

Not before 40 minutes in the concert, Saybia got a real common roar from the Hestepladsen, when the guys hit it to “I Surrender” and literally got a roasting sun to shine over Nibe. However, it was too little and too late in a concert, which moved on the edge of monotonous and never managed to vary in pace.

Saybia did not hold a closed party, but there were a door attendant, and we should talk his ears off, before we got invited in. Even the rocking set-closer “Brilliant Sky” felled flat to the ground, in spite of a rocking punch.

We deserved and needed a kick in the bottom, but we didn’t get any.

Rating

3 out of 6

Author

Rasmus Hougaard (Nordjyske)

Original Danish version
Mellem drømme og drønnerter

Saybia, Stor Scene

Med Nibe hastigt på vej mod sit klimaks, burde festivalen vel egentlig losse alvorligt til bøtten
Men Saybias drømmende og melankolske rocksange blev siddende fast i festaffyringsrampen lørdag eftermiddag og formåede aldrig rigtig at overbevise om, at det her ikke bare var endnu en dag på kontoret for bandet.

Måske som bestilt trak skyerne for en stund for solen og forsøgte at skabe fornuftige rammer om det indadvendte band på Stor Scene. Men selv hjælpen fra oven var ikke nok til at gøre Saybia til mere end baggrundstapet for publikums hyggepludren.

Ellers velsyngende Søren Huss påtog sig heller ikke den naturlige domptørrolle, som kun han kunne løfte, meget mere end “Har I haft nogle gode branderter, Nibe?” Og “Øv, jeg troede, det var et par trusser, der blev kastet herop”, blev det ikke til.

Først fyrre minutter inde i koncerten fik Saybia et ægte fællesbrøl fra Hestepladsen, da fynboerne slog an til “I Surrender” og helt bogstaveligt fik en stegende sol til at bryde frem over Nibe. Men det var for lidt og for sent i en koncert, der bevægede sig på grænsen af det søvndyssende og aldrig formåede at variere i tempo.

Saybia holdt ikke en lukket fest, men der var i hvert fald sat dørmand på, og vi skulle tale for vores syge moster for at blive inviteret med ind. Selv den rockende sætafslutter “Brilliant Sky” faldt fladt til jorden, trods et lystigt rockende anslag.

Vi fortjente og trængte til et spark i røven, men fik det ikke.

Ren og rå rockenergi fandt til gengæld vej til festivalen sendt fredag aften, da drønnerterne i The Dreams forsøgte at vælte Rocktown, og det stort set med held.

De færøske junior-poppunkere, der lyder som Blink 182 og ligner idolerne fra Green Day, gik til opgaven med forbilledligt anarki, og ungdommens flammende og frådende livsmod bar næsten igennem.

Bandets største aktiv er uden sammenligning de danske tekster, der blev spyttet overraskende hørbart ud af munden på hæse Hans Edward, som sørgede for at holde fokus, mens Corfitz klovnede.

Fredag faldt sangene som potente og vitalt knopskydende knaldperler. Men hvis karrieren skal være lang, så skal The Dreams nok fralægge sig et par af genrens værste klicheer både musikalsk, hvor det fræsende tempo bliver for ensformigt uden pauser, men især på scenen, hvor drengene virker meget unge med bøvser i mikrofonen og tomme udsagn om, at vi er det fedeste publikum nogensinde.

The Dreams undlod dog at smadre instrumenterne efter sidste sang, et speedet cover af Bryan Adams “Summer of 69”. Så langt rækker budgettet nok ikke endnu.

En stor scenekonto har Gnags derimod. På Nibe stillede de sig an med ikke færre end 12 storskærme og musikere i to etager. Sådan kan man altså også være liebhaver-hippier i 2008.

Og fordi det nye Gnags-album ikke er klar, måtte vi nøjes med noget af det gamle, som Peter A.G. sagde. Til stor jubel fra publikum, der naturligvis var spændt op til en nattefest.

Det fik vi. Der blev luftet hund, slingret i Vestergade, kørt i karrusel, besunget kærester og inviteret til mangfoldighed i Danmark. Rocket igennem og spillet akustisk. I en velturneret forestilling, hvor det var tydeligt, at temposkift og koncertstruktur er forfinet over 40 år i rockmanegen, uden at møde trægheden endnu.

Her har både drømmerne i Saybia og drønnerterne i The Dreams noget at lære.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s