The homeless love by Simon Staun (in Danish)

For tre år siden blev sangeren Søren Huss ramt af en tragedie mangefold større end dem, han i et årti har sunget om i Saybia. I morgen udsender han et dybt personligt, dansksproget album, der giver lytteren uanet adgang til hans sorg og kamp for at komme tilbage på ret køl

Et af de ubesvarede spørgsmål på Søren Huss’ danske debutalbum “Troen & Ingen” er hvorfor? Hvorfor skulle hans kæreste og datter befinde sig i netop dén forgængerovergang netop dén dag?

Sangen “… Hvorfor?” symboliserer det absolutte nulpunkt på albummet og er samtidig et billede på de sidste krampetrækninger, inden Søren Huss formåede at give slip på de mest voldsomme følelser og igen begynde at rejse sig op som menneske og far.

– Den sang har som flere af de andre sit helt eget rum. Linjerne er meget direkte og grebet ud af virkeligheden. En aften på et værtshus var jeg blevet fuld og gik udenfor et øjeblik. Jeg kom til at se over på en fodgængerovergang, og derefter knækkede min aften fuldstændig. Jeg gik direkte hjem, satte mig ned og skrev disse linjer. Ordene væltede ud af mine hænder, og et par måneder efter hev jeg teksten frem og erfarede, at den rummer et meget tydeligt billede. En tilstand og en følelse af selvmedlidenhed og afmagt. Sangen handler i bund og grund om et menneske, der er strandet mellem to verdener. Det kunne lige så godt være en mand, der lige var blevet skilt og kæmpede om børnene, da det er et koncentrat af sorg samt en smule skyld, fortæller Søren Huss.

I de tre år, der er gået siden ulykken, har han holdt pressen på lang afstand. Han var i forvejen en meget privat person, så tanken om at skulle udspørges om sin families hårde skæbne trak ikke i ham. Nu er han nærmest tvunget til det, fordi han udgiver et helt album læsset med sine inderste tanker.

– Når jeg laver en plade, der handler om min kærestes død, er jeg også nødt til at snakke om det. Derfor letter jeg på låget nu. Jeg har besluttet mig for at give tre interviews og se, hvordan det går. Det handler om at mærke efter, hvordan det påvirker mig. Jeg er blevet bedre til at kontrollere mine følelser efterhånden, men det første år efter ulykken blev jeg rasende og inderligt vred, hver gang jeg så en lastbil. Jeg havde lyst til at lave en molotovcocktail og kaste den ind i førerhuset, når de kørte forbi mig. Vreden er aftaget gradvist, men uanset hvilke følelser, der har været på spil, har jeg været tvunget til at være med hele vejen, siger Søren Huss, der alt efter spørgsmålene begynder at svare med det samme eller trækker vejret tungt to-tre gange, inden han forsøger at strikke svaret sammen.

This slideshow requires JavaScript.

Det absolutte nulpunkt
“Jeg har forseglet en kiste med had. Jeg har forseglet en kiste med skyld. Jeg har forseglet en kiste med mord. Blindt raseri med øje for øje, tand for tand”.

Der er flere bibelske referencer på “Troen & Ingen”, hvor især “Fra tanke til …” er sjældent hadefuld. Dens brutalitet stemmer ikke overens med Søren Huss’ generelle sindelag, da han allerede besluttede sig for at vælge tilgivelsen fremfor hævnen dagen efter, hans kæreste døde.

– Der er to veje at gå i sådan en situation alt efter, om du læser det nye eller gamle testamente. Jeg besluttede mig for at hælde til det nye, da det var vægten af lastbilen og ikke mennesket bag rattet, der slog min kæreste ihjel. Det handlede også om, at jeg forsøgte at afgrænse og begrænse de input af alle mulige følelser, der strømmede gennem mig, så jeg kunne koncentrere mig om sorgen og opleve den rent. Jeg ville ikke have, den blev mudret til af alle de negative følelser. Jeg ville mærke den hjemløse kærlighed og være der for min datter. Mere var der ikke plads til, konstaterer Søren Huss.

Ukueligheden sejrer
Det kan ikke passe. Det er ikke sandt. Det er ikke rigtigt. Tre sætninger som Søren Huss har sagt, tænkt og drømt et utal af gange siden december 2007.

– I rigtig lang tid var disse ord de første, jeg tænkte på, når jeg vågnede om morgenen. Jeg kan stadigvæk blive grebet af dem, men jeg formår oftest at lukke ned, siger Søren Huss.

Grundfølelsen i hans liv var i meget lang tid meningsløshed. Ikke engang musikken gav mening, men det var alligevel det sted, han først søgte ly, når stormen af fortvivelse tog til i styrke.

– Allerede på Rigshospitalet begyndte jeg at spille på et sort klaver, mens min datter kæmpede for livet. Musikken gav og giver mig tryghed og er så integreret en del af mig, at ikke engang en død kæreste og en kvæstet datter kom i vejen for den kanal, der er mellem os.

– Selv om det, jeg spillede, blot var brudstykker og stumper hældt tilfældigt ud, gav det mig en ro, så jeg kunne fokusere på de mest basale behov hos min datter og mig. Mine skulle opfyldes, så jeg kunne være der for hende. Søvn. Mad. Det var det. Derudover skulle der tages stilling til de ting, lægerne fortalte mig, og jeg skulle beslutte, hvor vi skulle bo. Alt var skrællet ned til basale beslutninger og behov.

Søren Huss har spekuleret på, hvor han ville være endt, hvis datteren også var omkommet. Stedet er nogenlunde det samme som der, hvor han sidder i dag.

Tiden er abstrakt
– Jeg ville ikke have kastet mit liv bort. Jeg havde med garanti dykket helt ind i sorgen og forsvundet for en tid, men jeg havde ikke kastet mig ud fra en bro. Den vished er vigtig, da jeg ved, at mit liv har et minimum af værdi, uanset hvilke mennesker, der forsvinder. Det er en god oplevelse at mærke sin egen ukuelighed. Jeg har lyst til at være her og bevæge mig hen mod harmoni, lykke og et godt liv. Det er noget af det positive, jeg tager med mig, siger Søren Huss.

Han har erfaret, at hans omverden begav sig forbavsende hurtigt videre i forhold til, hvor langsomt det er gået for ham, hans familie og svigerfamilie.

– Tid er meget abstrakt i min verden. I andres har den måske været mere håndgribelig, men i min verden er det ikke lang tid siden, ulykken skete. Tiden er gået, selv om den gik i stå. På en eller anden måde var der åbent til slutningen i mit liv, men det er det, der følger med, når meningsløshed er en af de følelser, man er svøbt i, fortæller Søren Huss.

Han håber og tror ikke, han for altid vil bære et prædikat som sangeren, der mistede sin kæreste. Det agter han at påvirke med sin næste soloplade, der også får sit helt eget rum.

– Jeg har ikke nogen intentionener om at være “sorg-manden” resten af mit liv. Derfor bliver posen også rystet for Saybias vedkommende, fordi jeg er blevet bevidst om, at jeg skal finde nye ting at beskrive, som med stor sandsynlighed er mindre alvorlige, forklarer Søren Huss, mens de store træer i Teglværksskoven aftager sig deres brune og orange jakker og lader bladene falde mod jorden i store, tunge bunker.

Undskyld jeg lever videre
I sangen “Intet er, intet bliver” kommer Søren Huss med noget, der både ligner en undskyldning og bekendelse med ordene: “Nu har jeg prøvet det meste af det, jeg har prøvet før. Jeg har grinet, drukket og løjet og fulgt min kødelige lyst til dørs. Intet er som du og jeg”.

– Det er både en konstatering over for min kæreste og over for mig. Det er ganske almindelige handlinger, jeg beskriver. Men jeg må have følt, det var nødvendigt at fortælle hende disse ting. Jeg tror, det handler om at forklare hende netop, hvad der ikke er, som det var med os. Der ligger en undskyldning i sangen, fordi der knytter sig en kronisk dårlig samvittighed til at skulle videre. Hvert eneste skridt gør ondt, fordi man forlader det andet menneske i en eller anden forstand. For selv at komme ovenpå, tager man afsked. Jeg vil ikke sige, jeg har kæmpet med dårlig samvittighed, da jeg har accepteret, den er der. Sangen kan også ses som en loyalitetserklæring, hvor jeg undskylder, at jeg bevæger mig væk fra sorgen. Det er forbandet svært, og det er jo derfor, mange mennesker bliver i den for altid.

Tak for dansen
Sidste nummer på “Troen & Ingen” hedder “Tak for dansen”. Det er det tætteste, Søren Huss kommer på at sætte et punktum i skæbnefortællingen om sin kæreste.

“Er tilbage i din favn. Står ved døren med mit navn ånd i ånd og kigger op. Ser forbi stråleglansen, hvisker “Tak for dansen”.

– Det er et forsøg på at fange det tætteste, jeg kan komme på en accept af det, der er sket. Alle tingene lever stadig i mig og gemmer sig i rummene i min krop. Men jeg har erkendt de kår, jeg nu engang har. Det var også det, jeg ønskede pladen skulle være. En rejse frem til en eller anden form for accept, fortæller Søren Huss.

Han betragter både albummet som et dybfølt farvel og en kærlighedserklæring til livet.

– Det er store ord og lidt en floskel, men denne plade er vejen tilbage til at kunne føle og være igen. Hvis der er nogen, der får lyst til at give kæresten et ekstra kram efter at have lyttet til det, så er jeg godt tilfreds, konkluderer Søren Huss.

Frem for alt far
Den hjemvendte nyborgenser har ikke nået det punkt endnu, hvor han er begyndt at reflektere over, hvordan ulykken har ændret ham som person.

– Jeg er ikke markant ændret som menneske og består stadig af de samme grundsten. Jeg er dog blevet mere kynisk og har fået en evne til at kontrollere mine følelser i højere grad. Derudover har jeg mistet min uskyld og den naivitet omkring, at livet er et eventyr. Mit eventyr er i hvert fald ikke længere rosenrødt, men skudt godt og grundigt i jorden. Måske er det bare sådan, fornemmelsen af at blive voksen er. Dér, hvor man indser, man er midt i livet, ens forældre bliver gamle, og der skal betales husleje. Det vidste jeg jo også godt før, men forskellen er, at jeg ikke var klar over, hvor stort et ansvar man kan stå med, erkender Søren Huss.

Før ulykken var han enormt privilegeret. Han havde manager, tourmanager, et velfungerende band og et ret godt liv, hvis han skal sige det selv.

– Selvfølgelig havde jeg ansvaret for at skrive sange, performe på scenen, være en god kæreste og far. Men det står alligevel i skærende kontrast til her, hvor jeg er nu. Der er ikke noget for mig, der har værdi, hvis jeg ikke som udgangspunkt er en god far. Det er meget klart defineret, selv om jeg ikke altid formår at leve efter det. I det samme, jeg ikke er der for min datter, bliver jeg straffet. Og så krøller alt det andet også sammen.

“Stil mig ved foden af et bjerg af døde kroppe med kun modløshed på toppen. Jeg finder vej gennem mit sinds labyrinter af tilgroede stier ud af sorgens smertende vidder. Jeg finder vej til dig. Dejlige, dejlige datter. Vores dejlige, dejlige datter”.

Author

Simon Staun

Photo

Tim K Jensen

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s