Saybia-singer is back after the tragedy three years ago by Politiken (in Danish)

På sit stærkt personlige album ser den 35-årige Søren Huss tabet, sorgen og  vreden i øjnene.

Han stod i lobbyen på et hotel i Stockholm og glædede sig bare til at komme hjem og holde jul.

Aftenens koncert var sidste del af en succesrig efterårsturne i Europa for Saybia. Forude ventede en lang pause, og i den skulle han indspille sit  første soloalbum, havde han tænkt.

Udenfor skinnede solen overraskende mildt og dejligt for en mandag midt i december. Om lidt skulle bandet af sted til lydprøve. Alt virkede velkendt, dagligdags og rutinepræget.

Så ringede mobilen.

»Det var vores manager Sarah, der sagde, at jeg med det samme skulle ringe til politistationen i Valby, hvor vi boede dengang. Jeg behøvede ikke at  høre mere for at indse, at noget var helt galt. Hvis der var sket noget med vores datter, ville min kæreste jo have ringet til mig. Og ikke politiet«.

Tragedien i musikken
Sekunder efter fik Søren Huss besked om, at hans verden var flænset i stumper og stykker for altid.

Den lykke, han troede, han skulle rejse hjem til dagen efter, eksisterede ikke længere. Samme morgen var mor og datter blevet ramt af en lastbil i et vejkryds i Valby på vej til vuggestuen. Søren Huss’ 29-årige kæreste var dræbt på stedet, og på Rigshospitalet i København kæmpede lægerne for at  redde parrets toårige datter.

Koncerten i Stockholm blev aflyst, og Søren Huss fløj hjem sammen med Saybias turnemanager uden at vide, om hans datter ville overleve en 8 timer lang operation eller ikke. En flyvetur uden ende, fuld af spørgsmål uden svar.

Små tre år efter ulykken har Søren Huss erkendt, at der ikke findes svar på de spørgsmål. Til gengæld har han ladet dem indgå i sin musik. Om en uges tid udgiver han albummet ’Troen & Ingen’. Et album med hans personlige terapi og bearbejdning af tragedien, omsat til kunst.

»Der er en af sangene, som hedder ’… Hvorfor?’. Det er pladens lavpunkt, hvor jeg giver plads til lidt selvmedlidenhed fra en fuld mand, der svælger i sin sorg og ikke rigtigt kan komme videre. Selv om jeg skulle prøve at  være der for min datter og alt det, brusede der en flod af spørgsmål inde i mig – hvorfor skulle det her gå ud over hende, og hvorfor ramte det mig, og alle den slags spørgsmål. En flod, det ville være fristende at gå ud i og  blive opslugt af sorgen«, siger Søren Huss.

Umulige svar
I rockmusik er sange og et helt album om døden stadig lige så sjældent som hyldestsange til letmælk i heavy metal.

Søren Huss vandrer ind i ukendt terræn, vel vidende, at sensationslystne gribbe sidder klar til at flå sangene fra hinanden for at se, hvad den  kendte rocksanger føler. Så hvorfor ikke bare lade tanker, ord og toner blive hjemme i skrivebordsskuffen?

»Hvorfor?«, genspørger han på mit spørgsmål, da vi sidder over for hinanden på et pladeselskabskontor på Christianshavn for at tale om begivenheder, man næsten ikke tør sætte ord på. Og langt mindre skrive sange om for at dele sit inderste med andre.

»Ja, hvorfor«, gentager han lidt efter og tilføjer: »Det er egentligt et godt spørgsmål. Måske mest for at få en form for ro i sjælen«.

I stedet for at søge efter umulige svar arbejder vi os i samtaleform tilbage gennem den proces, Søren Huss har været igennem med sangene til ’Troen &  Ingen’.

»Mit klaver og min guitar er de rum, jeg altid går ind i og gemmer alt det i  livet, jeg ellers ikke ved, hvad jeg skal gøre med. Musik har altid været en  terapi for mig. Så at spille og forsøge at skrive sange var et lillebitte  skridt i retning af en eller anden form for normalitet midt i alt det  frygtelige. Det var det eneste, jeg kunne gøre, og jeg føler mig meget  privilegeret over at have musikken«, siger han.

Orgel i kirken
Allerede et par dage efter ulykken sad Søren Huss ved orglet i kirken på  Rigshospitalet, mens hans kæreste lå i en kiste i kapellet og datteren i en  respirator to etager over ham.

Det var musikken, han i sin sorg kom i nærkontakt med. Ikke højere magter.

»Da jeg forlod Rigshospitalet aftenen efter ulykken, sagde jeg til den  kvindelige præst, at jeg aldrig har troet på Gud, og at den smule tvivl, jeg  nogensinde måtte have haft, var helt forsvundet nu. Heldigvis var præsten  meget forstående, og jeg har haft mange samtaler med hende siden. Hun kalder  mig en god kristen, fordi jeg har tilgivet og accepteret, hvad der sket.  Sammen med musikken har hun været årsagen til, at jeg ikke har haft så meget  brug for psykologer og den slags. Men jeg er nu ikke blevet troende af den  grund«.

I efteråret 2007 havde Søren Huss og hans kæreste købt et bindingsværkshus fra  1761 lige ved slottet i sangerens fødeby, Nyborg. Planen var, at den lille  familie skulle flytte ind fire dage efter, at ulykken skete.

I stedet flyttede Søren Huss og hans lille datter ind i huset, da hun endelig  blev udskrevet og var helt rask. I et sandt arbejdsraseri gik han i gang med  at renovere huset.

»Jeg rev hele lortet ud af det, og så byggede jeg på én etage og boede på den  anden. Jeg gik selv og rodede med det sammen med familie og venner, der  sørgede for, at jeg ikke var alene«, fortæller han.

»Ikke ord nok på det sprog«
En af de første ting, der blev flyttet ind i Nyborg, var Søren Huss’ klaver.

Ganske langsomt begyndte de ensomme terapitimer ved instrumentet at ligne  sange. Om kærligheden, om kæresten, om døden, om sorg, skyld og hævnfølelse.

»Hver gang jeg havde skrevet en sang, følte jeg, at jeg kunne gå et lille  skridt videre. Og jeg var nødt til at komme videre. Jeg havde en lille  datter, jeg skulle være noget for. Jeg kunne ikke bare synke ned i min sorg«.

I begyndelsen skrev han på engelsk, som han altid har gjort i Saybia. Men  Søren Huss havde »ikke ord nok på det sprog« til at udtrykke de inderste  tanker og følelser. Halvhjertet forsøgte Søren Huss sig på dansk, indtil den  ældre kollega Poul Krebs ringede ham op.

»Han ville have mig til at synge med på et af sine numre sammen med Michael  Falch. Det sagde jeg ja til, og den oplevelse tog på en måde beslutningen  for mig. Det skulle være på dansk, og da jeg kom hjem, gik jeg i gang med at  skrive for alvor«.

Lysende måne over ordløs eufori,
nær havets brusen og bålets knitrende symfoni,
endelig hel i flammende ro,
en åben himmel fra dybet af to sjæles tro.
Alt i mig vil med dig
jeg vil med, tag mig med,
lad os danse gennem livet.
Fra sangen ’Som mejslet i massiv granit’

Den første sang, han skrev, ’Som mejslet i massiv granit’, er også endt med  at blive den første på pladen, der er lagt helt kronologisk til rette, så  den følger sangenes fremkomst.

»Faktisk er det allerførste vers på pladen også det eneste, hvor jeg synger om  det liv, jeg havde med min kæreste. Jeg var 23 år, da jeg mødte hende, så vi  oplevede jo nærmest hele vores ungdom sammen gennem de ni år, vi fik. Jeg  var aldrig i tvivl om, at hun var mit livs kærlighed. Men pladen er ikke  blevet en slags minde om hende. Mere et levende minde om den kærlighed, vi  delte. Fordi den ikke ser tilbage på tiden før ulykken«, siger Søren Huss.

Kendte manden bedre
Når han ikke sad ved klaveret, byggede om i huset eller talte med sin familie  og de venner, der kunne magte at være så tæt på sorg og tragedie, gik Søren  Huss lange ture rundt i sin barndomsby i månederne efter ulykken.

Og her lagde han særligt mærke til en ensom mand, der enten drev rundt i  gaderne uden mål og med eller sad på en bænk med en flaske snaps.

»Det er den slags mand, man kan møde i alle storbyer over hele verden. Jeg  forstod ham bedre, end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg forstod trangen  til at hoppe ud i en dyb flod af sorg og bare lade vandet plaske hen over  en, til man mister alt – også forstanden. Måske var der ingen  hænder, der holdt fast i ham? Det var der i mit liv. Der var hænder og  kærlighed nok. Fra familie og venner. Det var faktisk min svigermor, der en  dag sagde til mig: »Søren, nu skal du videre. For din datters skyld«. Hun  sagde det nænsomt, men bestemt. Det er jeg dybt taknemmelig for«.

Måske var der ingen hænder,
der rakte ned i bæstets frådende gab?
holdt ham fast indtil lysten til at være
kunne bære mer’ end flasken ud,
måske ku’ de ikke nå det,
før tiden løb og de sku’ holde sig fast?
for ikke selv at smadres jordløs mod bænken,
uden udsigt til andet end ham,
Med alle drømme bristet.
Fra sangen ’Et hav af udstrakte hænder’

Livet i en fortabt verden
Efter påkørslen var Søren Huss’ datter indlagt på sygehuset i syv uger.

Efter yderligere et par måneder kunne hun ikke huske, hvad der var sket, og  tog for et lille barn kæmpeskridt tilbage mod livet, mens hendes far hang  fast i sorgen.

»Ved siden af hende har jeg selv taget meget små skridt fremad. Den  mavefornemmelse, folk altid snakker om og finder det så svært at lytte  efter, har jeg været tvunget til at følge. For ellers kom jeg hurtigt ud i  situationer, hvor jeg følte mig korsfæstet. Jeg lavede ikke mere, end jeg  orkede, og sansede dårligt nok resten af verden. I princippet levede jeg  videre i en verden, der ikke eksisterede – med et menneske, som ikke længere  var. Det er ikke en rar fornemmelse som forælder at opleve, at man har  svigtet sit barn, uanset hvor tunge grunde man måtte have til det«, siger  han stille.

Efter et par sekunders tavshed kryber et lille smil ud af Søren Huss’ fuldskæg, og han siger: »Jeg må lige have en smøg«.

Bag røgen forsvinder billederne af den intenst emotionelle rocksanger i  Saybia, som med stor indlevelse har sunget sange som ’The Second You Sleep’ på alverdens scener igen og igen.

Som eksponenter for den følsomt blødende rock i halvfemserne blev Saybia dansk  rocks sidste store og internationale hit, inden pladebranchens krise og  faldende salgstal fik optimismen til at forsvinde.

LÆS ANMELDELSE Klassisk rock med ung nerve

Ligesom sangeren Søren Huss synes at have kastet romantikkens kappe af sig for  helt personligt at stå frem som en mere nøgtern og direkte mand, der uden  omsvøb tager sin triste skæbne på sig. Og sætter ord på den.

»Det kom bag på mig, for jeg har aldrig dyrket den kyniske side af mig. Men  nu ved jeg, at den findes. I hele hippietilværelsen som bandmedlem har jeg  ladet kynikeren ligge. Det, der skete, fik mig til at blive mere nøgtern og  ja, kynisk. Det var nødvendigt fra første øjeblik at lukke nogle ting ude,  så jeg kunne fokusere og høre, hvad lægerne sagde til mig om min datter. Som  forælder har man helt ubeskriveligt mange ressourcer. Selv om jeg har  befundet mig i mange situationer, hvor jeg følte mig som den inderste lille  del af en demonteret babusjka-dukke, har jeg måttet samle dukken igen og få  den til at handle. For ellers kan et barn jo ikke trives«.

Bestillingsarbejde fra sjælen
Helt fra den første dag, da Søren Huss blev ringet op i Stockholm, tog han en  vigtig beslutning.

Han bestemte sig for, at det var lastbilen, der forårsagede ulykken, og ikke  det menneske, som førte den. En beslutning, der holdt, helt til  lastbilchaufføren dukkede op i et tv-program og fortalte om ulykken.

»Fordi jeg er en semikendis eller whatever, tog han beslutningen om at træde  frem og malerisk beskrive, hvordan lastbilen gjorde, og nævne min familie  med navn i tv. Det var et knivstik i mit hjerte fra DR og fra ham. Det fik  mig til at skrive sangen ’… Hvorfor’, som egentlig havde undertitlen ’Ytringsvanvid’. For det er ikke så pænt, at alt skal bekendes for åben  skærm«.

Søren Huss kalder sangen »et bestillingsarbejde fra min sjæl«, en nødvendig  brik i billedet og i hans bestræbelser på at lære at leve med det skete.

»Der tegnede sig et billede af en romantisk, nøgtern rejse frem mod et farvel  gennem sangene. Der var en del, som ikke var med – vrede, afmagt, skyld og  alle de negative følelser, som også er en del af en sorg. De er  repræsenteret i den sang«, forklarer han.

Jeg har forseglet en kiste med had,
jeg har forseglet en kiste med skyld,
jeg har forseglet en kiste med mord,
susende blod,
med øje for øje, tand for tand.
Hey!
Hvis du så meget som hvisker hendes navn,
hvisker hendes navn,
hørbart for andre end dig selv og dine.
Ansigt til ansigt, mand mod mand.
Fra sangen ’Fra tanke til….’

Deler sorgen i kunsten
Efterhånden som sangskrivningen skred frem i Nyborg, indså Søren Huss, at han  stod med det soloalbum, han havde bebudet over for vennerne i Saybia, at han  ville lave i bandets pause.

Men at det skulle være på dansk og handle om sorg og død, havde han aldrig  regnet med.

»Det har aldrig føltes naturligt og let for mig at skrive tekster og nå den  form for fordybelse, jeg gerne ville have. At udtrykke sig på dansk blev en  stor befrielse. Det kom helt af sig selv. Jeg fandt ud af, at hvis jeg ville  sige noget virkelig banalt – »du er så smuk«, for eksempel – eller »min  dejlige datter«, så skulle linjen bagefter retfærdiggøre banaliteten med et  noget mindre definerbart billedsprog. Det var en af de store missioner for  mig, så det kunne blive tilgængeligt for andre mennesker end mig«, siger han.

LÆS OGSÅ Saybia tager sig en pause

Men kan man det – dele sine inderste tanker, sin dybe sorg, sit savn og sine  svigt med andre i kunst? Rager dybe, personlige refleksioner overhovedet  andre mennesker?

»Det faldt mig naturligt at skrive sangene og lukke verden ude, mens jeg  gjorde det. Så må jeg også stå ved dem. Mit håb er, at de kan hjælpe andre,  fordi de handler om det, nogle har oplevet, og andre frygter allermest. At  tilværelsen bliver revet fra hinanden på et sekund. Heldigvis har dem, jeg  har spillet det for, været glade for det og rørte på den rigtige måde.  Undtagen min familie, som er meget nervøse og har haft svært ved overhovedet  at høre sangene«.

Er du bange for, at nogle vil kalde det spekulation i sorg og død?

»Nej, det har jeg slet ikke tænkt på, for det er overhovedet ikke min  indfaldsvinkel. Jeg har mere tænkt på, at det ikke skulle blive privat. Min  søster, der er dansklærer, har været en slags filter og for eksempel sagt  til mig, at jeg ikke måtte nævne min kærestes navn og den slags«.

At indspille pladen med et lille, udvalgt hold af nænsomme musikere hjemme  fra Fyn har ifølge sangeren selv været en dejlig oplevelse.

»Jeg har både gået i gymnasiet og på musikkonservatoriet, men fik ikke aldrig  et eksamensbevis nogen af stederne, fordi jeg droppede ud før tiden. Jeg er  meget stolt af den her plade, der på alle måder repræsenterer et stort  kvantespring for mig. Jeg betragter den lidt som min eksamen, og det gør mig  glad. Så glad, som jeg nu kan blive i den her situation. I begyndelsen kunne  jeg måske godt sidde og grine, men det var anstrengt og falsk. Den sådan  grundlæggende glæde er måske først ved at indfinde sig igen nu«, siger han.

Repræsentant for ‘tuderocken’
Allerede nu er Søren Huss sikker på, at ’Troen & Ingen’ skal få en musikalsk partner.

Et kommende album om, hvordan han kom videre fra den umiddelbare bearbejdning  af tragedien. Og det skal også være på det modersmål, han som sangskriver  pludselig befinder sig så strålende med.

Alligevel har Søren Huss bestemt sig for kun at give tre interview omkring  det nye album, og han er bange for at skulle ud på scenerne og synge sine  stærkt private sange.

»Jeg bliver nødt til at betragte det her som ’bare’ musik og nogle sange og så  ellers forsøge at finde rutinen frem. Alle mennesker ved jo godt, at  det er min egen historie, jeg står og synger om, så det bliver en meget  nøgen fornemmelse. Men det går nok, og skulle jeg komme til at græde på  scenen, er det vel o.k.? Jeg er trods alt repræsentant for det, man kalder ’tuderocken’«, siger han med et smil.

Et par måneder før ulykken i Valby drømte Søren Huss, at hans kæreste døde.  Om morgenen fortalte han om drømmen, og parret talte om, hvad der ville ske,  hvis en af dem døde.

»Jeg sagde med et glimt i øjet, at hun skulle leve i sorg resten af sit liv,  hvis jeg døde. Hun var lidt mere generøs og sagde, at jeg skulle finde en  anden familie for vores datters skyld. Det er det, jeg håber og drømmer om  nu, hvor jeg har fået så meget som muligt bearbejdet i musik. Jeg har  genvundet troen på mennesker, på det, der er mellem os, og kærligheden. Det  er forhåbentlig også det, der ligger i albummet. Det er ikke bare mol, det  hele – der er også noget, der stræber opad. Sådan er musik. Der er jo på en  måde håb i de fleste toner«.

Stil mig ved foden af et bjerg af døde kroppe,
med kun modløshed på toppen,
jeg finder vej,
gennem mit sinds labyrinter af tilgroede stier,
ud af sorgens smertende vidder,
jeg finder vej,
til dig.
Dejlige, dejlige datter,
vores dejlige, dejlige datter.
Fra sangen ’Jeg finder vej’

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s