Review of Sørens solo concert at Skanderborg Festival August 6th (in Danish)

Danmarks modigste mand hedder Søren Huss

Og nej, forklaringen er ikke, at sangeren fra Saybia er gået gennem ild og vand for at redde en indespærret kattekilling eller naboens søns forfløjne flødebolle.

Derimod har den 35-årige fynbo taget turen ind i et sjæleligt landskab af nedbrændte håb, død, sorg og hævnfølelse, de færreste tør konfrontere i sig selv.

Ikke nok med det. Han har også skrevet sange om rejsen gennem sjælelig aske på albummet ’Troen & Ingen’, en sort og blivende perle.

Smukkeste danske koncert
Fredag formiddag kl. 10.45 havde Søren Huss og hans band så fået til opgave at fremføre sangene på Skanderborg Festivals store scene. Et tosset tidspunkt, der nærmest virkede som en ekstra straf til en mand, der ellers må siges at være blevet straffet mere end rigeligt af tilværelsen.

»Jeg har aldrig spillet så tidligt før«, erkendte en efter eget udsagn tømmermandsplaget Huss.

Med en ærlighed, der skulle præge resten af den smukkeste – ikke nødvendigvis bedste og slet ikke vildeste, men smukkeste – koncert, undertegnede har oplevet med nogen dansk kunstner.

Hvis det absurde tidspunkt generede Søren Huss lod han sig ikke mærke med det. Tværtimod leverede han midt i det, der kunne være kirketiden, hvis vi ellers var fremme ved søndag, ikke en gudstjeneste, men det, vi vel kan kalde en mennesketjeneste. Der ikke lod en eneste på pladsen forlade den uberørt.

Roser på scenen
»Er det en særlig Skanderborg-tradition med de der roser«, spurgte en forundret og let betuttet Søren Huss mod slutningen, da mange blomster var faret gennem luften som raketter med kurs mod hjertet for at lande på scenen.

»Nej, de er bare til dig«, svarede en mand nede i publikum. Flere ord var overflødige. Den skare, der mildt sagt var overskuelig ved koncertens start, men mod slutningen med rette havde vokset sig stor og lydhør på den helt sjældne måde til en festival, forstod præcis, hvad manden mente. Og hvorfor.

På samme måde, som han på pladen fuldstændig ligefremt og ærligt formulerer de sværest tænkelige følelser, sang Søren Huss sine sange med den store stemme, der aldrig har lydt bedre eller fundet bedre anvendelse.

Når han er bedst rammer Søren Huss i sine tekster den samme særlige blanding af poetisk præcision og øjeblikkets uforglemmelige schwung som C.V. Jørgensen.

Ikke føleri
Ikke i et eneste sekund blev sorgbearbejdelsen, de dybt personlige følelser og tanker for pinlige eller private.

Det er følelser og ikke føleri, Søren Huss begiver sig af med.

Og doseringen var i Skanderborg intet mindre end perfekt timet. Jeg var næppe den eneste, der sendte tanker mod den fine lille ø, Utøya i en fjord uden for Oslo, undervejs?

Rundt omkring mig kæmpede granvoksne mænd en lumsk tåre eller to, mens alle de dejlige kvinder i alle aldre i Skanderborg lyttede og sang lidt med.

»Du er så genial, Søren, at det er helt vildt«, udtrykte en anden stemme fra publikum den fælles følelse af at opleve noget helt, helt særligt.

Satans ærlig
Noget er der om snakken, netop fordi Søren Huss ikke forsøger at være genial. Han er bare satans, forbandet ærlig, naturlig og helt igennem menneskelig.

Genialiteterne blev koncerten igennem overladt til det intet mindre end fænomenale band.

Ved siden af kapelmesteren, der selv tog sig af piano og akustisk guitar, viste Jeppe Kjellberg i eksempelvis i en knugende flot ’Som mejslet i granit’, hvordan en guitarsolo kan spilles.

Uha, den inderlighed kunne Gus G. hos Ozzy Osbourne aftenen forinden godt have lært lidt af.

Nyklassiker
Ind i mellem forsøgte Søren Huss uden vaklen at sætte ord på tankerne bag sangene. Ligefrem, som stod han med en ven på café og ikke foran en stadigt voksende skare.

Kun da han prøvede sig frem med hævnfølelsen i ’Fra tanke til…’, gik han lid ti stå og erkendte: »Det bliver nok lidt for fladt«.

Bedre så, at lade musikken tale. Hvad Huss og bandet så gjorde i en knejsende version af sangen, der på den endeløse liste af højdepunkter blandt sættets dusin fik selskab af ’Jeg finder vej’ og ’Et hav af udstrakte hænder’, er er blevet lidt af en nyklassiker at dømme efter modtagelsen.

Så modig er Søren Huss, at han inviterede sangerinden Julie Maria på scenen til duet i deres fælles ’Sanseløs’.

Sidste pletskud
En dejlig og udadvendt popsang, helt sikkert, men hold da kæft for et brud på melankolien. Det lykkedes dog for Huss og Co. at finde tilbage til en fornem slutning med ’Tak for dansen’ som sidste pletskud på en forunderlig formiddag, hvor solen ligefrem blev fremkaldt.

Præcis som Søren Huss ved at fremkalde sine egne følelser i så stærkt et musikalsk udtryk har givet alle os andre noget at næres ved og skinne over. Livet og hinanden, for eksempel.

Sådan føltes det i hvert fald på denne lille plet af Danmark denne fredag formiddag. Andre steder i landet skete der sikkert ulykker, brud og andet frygteligt samtidig. Det var rart at være i det rigtige selskab, på det rigtige sted – på et mærkeligt tidspunkt.

Rating

6 out of 6

Author

Erik Jensen, Politiken

Photo

Mie Brinkmann

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s