Hearts from the Danish Newspaper Politiken to Søren Huss

4 out of 6 hearts for “Oppefra og Ned”

Read the review in Danish:

Søren Huss træder om på den anden side af sorgen

Af Pernille Jensen

Det begynder med en stille morgenstund. En mand vågner i sin seng. Og har  forståeligt nok lyst til at blive liggende i mørket.

»Bare lidt endnu …«, som han synger. Uden at tage hverken stilling eller  ansvar. »Natteblind og i stilhed«. Men den går ikke, Granberg! Man(d) må i  sving. Op og i gang. Sådan er hverdagen. Og sådan er livet.
’Det er ganske enkelt’ hedder sangen, der åbner Søren Huss’ andet soloalbum.

Et album, der er som en lys yin til forgængerens mørke yang i form af den  smukke, men også meget brutale ’Troen & ingen’, der blev til  i kølvandet på tragedien, der ramte Huss og hans familie, da hans kæreste  omkom i en højresvingsulykke, der samtidig kvæstede deres 2-årige datter.

Ud af mørket Men hvor debutalbummet blev til i en tilstand af nærmest ubegribelig sorg og  frustration, er der en mere lys og optimistisk tone på ’Oppefra &  ned’, hvilket primært kommer til udtryk i navnlig tempoet på flere af  numrene, der sjældent hænger i bremsen.

Og det klæder bestemt Huss at skrue lidt op for både guitar og generel  fremdrift i sin musik. Tempo giver liv hos Huss, og det er en fornøjelse at  lytte til.

Også i teksternespirer en nyvunden fryd, selv om det aldrig sker uden en vis  form for løftet pegefinger. Moralen på åbningsnummeret er i hvert fald klar.  Hvis du ikke rejser dig og går ud af mørket og tager livtag med din egen  tilværelse, så er det din egen skyld.

Som han synger på den afdæmpede klaverbårne og strygerbesatte ’Øjeblikket’: »Frihed er hvad frihed gør/ og der sker ingenting, hvis ikk’ jeg tør«.

Photo: Martin Slottemo Lyngstad

Protestsang Gu’ skal der mod til livet. Og det har Søren Huss heldigvis. Men han har også  et indlysende talent for at skrive melodier af den slidstærke slags. Især er  jeg kommet til at holde af den stolte virkelyst, der stråler ud af det  pludselige temposkifte, der sparker den sidste søvn ud af øjnene cirka  halvandet minut inde i førnævnte ’Det er ganske enkelt’.

Det er lige før, man selv mærker støvet på ugideligheden hvirvle sig op. Det  er livgivende og smukt forløst.
Det samme gælder den efterfølgende ‘De sorte tal’ og førstesinglen ‘Den der  isme’, hvor farverne på indignationens skydeskive nok fremstår en smule  vage.

Men det gælder heldigvis ikke hverken melodi eller fremførelse, der står flot  frem, ligesom Huss’ store stemme, der folder sig fornemt ud over den  brusende, mildt forvrængede guitar, som et mægtigt bevis på, at man ikke  behøver at være jubelidiot for at skrive en storladen rocksang i blid galop.

Mindre vellykket er albummets anden, mere afdæmpede protestsang ‘Ambassade’,  der godt nok forløses af et vellykket omkvæd, men hvis kælderdybe mumlesang  i verset ikke rigtig passer til Huss’ vokal. Han er jo netop ingen mørkemand.
Et lille fnis ‘Oppefra & ned’ er heller ikke uden humor. Eller lune, om man vil. Fakta  er, at der er et nyt lag af sprogligt overskud i Søren Huss’ tekster. Som  for eksempel, når han på førnævnte åbningsnummer ser sig selv stående »med  skægget løftet i lort til halsen«.

Eller når han på ‘De sorte tal’ synger om at ride på krisen ud over isen. Ikke  med Peter Mathiesen og avisen, men med et hul i lommen »så stort som et  hjerte«. Referencen er et børnerim, men alvoren er fuldvoksen.

Alligevel er der plads til et lille fnis. Og er det ikke også sådan, man bedst  overvinder smerten? Det fungerer i hvert fald for Huss at bløde sin egen  seriøsitet op med små, spøjse sprogbilleder undervejs, uden at man som  lytter mister troen på alvoren bag hans projekt.
Vådeskud Indimellem danser ordene dog på halte versefødder. Som på det regulære  vådeskud ‘Fru Mørke’, der er albummets lavpunkt – i valsetakt, sågar – med  en tekst, der fremstår ikke alene diffus og ufærdig, men også svær at synge.

Navnlig de halsbrækkende linjer: »Fru Mørke danser med ånden/ Fru Mørke danser  med ånden/ som andre danser med kødet/ råt for u-u-u-sødet« er svære for  lytteren at afkode.

Det er ærgerligt på et album, der ellers fungerer netop i kraft af at være  temmelig klart i spyttet.