Review of Sørens concert in Woxhall November 23rd
Søren spellbound the audiences in Aarhus, and got a top review in return with 6 elephants out of 6 possible.
Read the review (in Danish):
Anmeldelse: Søren Huss – en rørende og livsbekræftende aften
af: Tobias Andreassen
Der var en speciel stemning på Voxhall, en stemning af spænding og en let nervøsitet. Efter opvarming af Sofia Hedia gik Søren Huss på scenen med sit band. Det var en stor forløsning, da de gik i gang med at spille, en forløsning, der blev ledt af det firemandsstore orkester. Et orkester der må siges at være i top form. De leverede uden tvivl en af efterårets store musikalske oplevelser, og med de stærke tekster i front var der lagt op til en uforglemmelig koncert.
Man blev mødt af en selvsikker Søren Huss, der formåede at tryllebinde publikum på aller fineste vis. Med et tekstunivers med tydelige paralleller til CV Jørgensen, der formåede at behandle det danske sprog på fornem vis, samt en fantastisk og intens sangpræstation – alt dette var omdrejningspunktet for denne novemberaften på Voxhall.
De lagde ud med at spille en række numre fra den seneste plade ”oppefra og ned” efterfuldt af fem numre fra pladen ”troen og ingenting”. Denne opbygning fungerede godt, og det var et rigtig godt valg fra Sørens side. Den foromtalte lette nervøsitet hos publikum skyldtes måske spændingen om sangvalget, og hvordan han ville håndtere de stærke følelser, der er knyttet til sangene. Disse meget personlige tekster blev kun mere troværdige og autentiske af en følsom men stærk stemme fra Søren Huss. Koncertens sidste del var en perlerække af nye numre, inklusiv en uropførelse af et nummer.
En helt speciel aften
Jeg synes, at en anmelders gyldne regel må være at give et sandru og retvisende billede af værket, og at oplysningerne er relevante, pålidelige, fair og fyldestgørende. Det kan være svært som anmelder at holde det objektive fokus, når man mødes af et stærk og rørende univers – og det synes svært at holde tingene adskilt. Måske skal man heller ikke det. Måske gør det anmeldelsen mere pålidelig, hvis der et stærkt personligt islæt at spore.
Jeg var vidne til en stor oplevelse med et band der emmede af livsglæde og sammenhold. En Søren Huss der trods den tragiske hændelse for 5 år siden nu er tilbage stærkere end nogensinde før, og synes at have fået livsglæden tilbage. Alt dette var at føle som publikum, og det var med til at gøre det til en helt speciel koncert.
Jeg har valgt, efter store overvejelser, at give koncerten seks ud seks elefanter, da det blev bevist en gang for alle at en livekoncert kan mere end at være umiddelbar underholdning.