Several new reviews of DotS debut album

jess_article

More reviews – the same positive response.

With the new album released, several Danish music magazines and bloggers have been eager to review the album.

Dangers of the Sea

Read the Danish reviews:

Magazine: Soundvenue
Author: Jonas Sølberg
Rating: 4 (out of 6)

Supergrupper er altid spændende. Forholdsvis nylige åbenbaringer tæller Them Crooked Vultures og Atoms For Peace, og med de musikere, som sanger og sangskriver Andreas Bay Estrups har samlet fra Efterklang, Saybia og Slaraffenland, kan man med lidt godt vilje argumentere for, at Danmark nu også er repræsenteret på supergruppe-landkortet.

Genremæssigt skal der dog graves tilbage til 60’erne og Crosby, Stills, Nash & Young, hvis ellers en sammenligning med danskerne skal give mening. Især Estrups lyse og distinkte vokal får Neil Young-klokkerne til at bimle.

Og det er da også med mange af Young og Co.’s virkemidler, som mundharmonika, vokalharmonier og solide guitarspor, at bandet folder sig langsomt, men sikkert ud for ørene af sin lytter med 11 ukomplicerede strukturer og tekster spundet over melankolsk folkrock.

Læs også: Se video: Dangers of the Sea i smuk akustisk opførsel

Hurra for ’Everything Will Be Alright’ som i sørgeligt dunkle vintertider dufter af forår i det luftige og catchy omkvæd. ’Sheer Desperation’ balancerer imellem håb og mørke, og igen er det omkvædet som påfugler den på fornemste vis med dragende fingerspil og smittende perkussion. På ’Take My Hand’ lancerer bandet for alvor klaver og glockenspiel i hyggelig forening, mens ’Mine To Keep’, med træblæsere og trommer i centrum, er noget af det mest vovede, drengene serverer.

Denne fine debut er sådan cirka delt halvt mellem numre, som ikke helt formår at komme ud over kanten, og gode numre, der nok skal charmere, især fans af Young eller Midlake. Den største anke må være, at pladen mangler et par jaw-droppers, som for alvor vælter dig af pinden af melodisk lykke eller frydefuld overraskelse.

———————–

Magazine: Bands of tomorrow
Author: Durita Dybczak
Rating: 4,5 (out of 5)

Personligt stiftede jeg første gang bekendtskab med Dangers of the Sea til deres koncert på Pavilion Junior ved sidste sommers Roskilde Festival. Derfor har jeg også været bragt tilbage til sommer og festival det sidste stykke tid, mens jeg har haft denne plade i rotation, hvilket bestemt ikke har været en skidt ting i denne kolde tid.

Egentlig kendte jeg jo godt flere af musikerne i bandet i forvejen fra diverse andre konstellationer, for det er ikke et nybegynderhold – slet ikke. Bandmedlemmerne stammer nemlig fra bl.a. Slaraffenland, Saybia og Efterklang, og så har enkelte af dem også nogle fede soloprojekter kørende. Der burde derfor være ganske god grobund for en god musikalsk oplevelse i dette selskab, og med Nikolaj Nørlund som hjælpende hånd i mixningsprocessen på albummet kan det næsten ikke gå helt galt.

Det selvbetitlede debutalbum er virkelig også en velslebet folkdiamant. Andreas Bay Estrups vokal balancerer utroligt fint mellem den lyse og den mere rustikke, halvhæse lyd. Musikken er fortrinsvis guitarbåret, melodiøs indiefolk, der på en simpel måde, uden så meget ståhej, men ganske effektivt formår at formidle en rigdom af følelser gennem de 11 numre, som albummet rummer. Med bl.a. klaver, mundharmonika, ømme fløjter og taktangivende percussions i diverse afstøbninger følger Dangers of the Sea også den kendte folkopskrift. Smukke korarrangementer og den organiske, akustiske lyd går rent ind.

Førstesinglen ”Sheer Desperation” er blot én af perlerne på denne debut, som er en velskabt og lækkert helstøbt oplevelse, der formår at holde lytterens opmærksomhed fra start til slut. En af mine personlige favoritter må være ”Show Some Mercy”, der, som titlen afslører, er en slags bøn om nåde, men egentlig også handler om at være i tvivl om, hvordan ens nærmeste ser en: »Will you someday come home/or will you forever roam/will your eyes ever rest on me/tell me what do you see/when you are looking at me so closely/show some mercy that’s all I’m asking for«.

Et fantastisk lækkert debutalbum, der bliver bedre og bedre for hvert lyt.

———————–

Magazine: Undertoner
Author: Kaspar Pedersen
Rating: 5 (out of 6)

Dangers of the Sea blev til for små tre år siden, da frontmand og sangskriver Andreas Bay Estrup samlede en gruppe på fire mand fra sit nære netværk, heriblandt musikere fra Saybia, Efterklang og Slaraffenland. Selv er Estrup oprindeligt konservatorieuddannet jazztrommeslager, men i Dangers of the Sea er han sangskriver og forsanger med akustisk guitar som hovedinstrument, og der er melodisk folkrock på programmet. Det er således en noget ny og anderledes rolle, Estrup har kastet sig ud i, men når man hører ham sammen med kompagnonerne Frederik Teige, Jess Jensen, Mike Juel Taagehøj og Rasmus Jusjong, skulle man ikke umiddelbart tro, han havde lavet andet.

Selvom Dangers of the Sea ikke tidligere har udgivet et egentligt album, har de opnået anerkendelse nok til at blive udtaget til P3′s Karrierekanonen og få plads på både SPOT Festival og Roskilde Festival. Det er bestemt ikke uforståeligt, når man tager bandbesætningen i betragtning og lytter til debutalbummet, som i øvrigt er mesterligt mixet af Nikolaj Nørlund.

De 11 sange på Dangers of the Sea fremstår smagfuldt arrangeret med en traditionel besætning af guitarer, klaver, bas, trommer og korvokaler samt lejlighedsvis tilstedeværelse af folk-karakteristiske instrumenter som tværfløjte og mundharmonika. I den folkede afdeling kan der trækkes tydelige tråde til både Neil Young og den nyere folk-bølges hovednavn, Fleet Foxes. Når det bliver mere poprocket og rytmisk komplekst, er det faktisk også muligt at spore reminiscenser fra henholdsvis Tim Christensen og Kashmir. Dangers of the Sea fastholder dog på sikker vis en personlig stil og et organisk lydbillede hele albummet igennem. Der er tale om særdeles gedigent håndværk, melodimæssigt såvel som instrumentalt, og sangenes nuancer og variation rykker ikke det mindste ved albummet homogene helhed.

Som Dangers of the Sea selv formulerer det, handler Estrups engelsksprogede tekster om afsked, savn og magtesløshed, men ikke uden glimt af optimisme. Lyrikken når ikke bemærkelsesværdigt originale højder, men den stemmer fint overens med musikkens kvalitet og tilgængelighed. Estrup synger med et tilsvarende følsomt og sobert udtryk, og om end vokalen er tydelig, deler den pladsen ligeværdigt med de øvrige instrumenter – både i mixet og i arrangementerne. Dette er med til at få Dangers of the Sea til at lyde som et integreret og sammenspillet band frem for ‘blot’ et singer/songwriter-projekt.

Dangers of the Seas debutalbum er helstøbt og udviser stort kompositorisk overskud og evnen til at bevæge sig selvstændigt inden for traditionelle rammer. Det er ikke nyskabende eller usædvanlig musik, men hele albummet holder til gengæld en ualmindelig høj standard. Giver man sangene mere end en enkelt gennemlytning, vokser de og bliver svære at slippe af med igen. Kvalitetsbevidste musikelskere, der ikke nødvendigvis kræver mere end dette, kan roligt planlægge at fange Dangers of the Sea på deres forestående forårsturné.

———————–

Magazine: majortom (blog)
Author: Tommy Heisz
Rating: –

Lyden af en svensk skovsø (og en texansk fløjte i det fjerne)
Der er i dén grad dømt overload af spændende nye albums i disse uger. Jeg når slet ikke at lytte til alt det, jeg gerne ville. Men så må man jo prioritere, og det har jeg gjort. Den seneste uges tid er det kommet danske Dangers Of The Seas debutalbum til gode. Et album, der udkommer i morgen mandag d. 18/2. Og hvor bliver det fantastisk at komme til at lytte til det med god lyd i stedet for det halvusle stream, jeg har måttet nøjes med her i smuglyt-perioden. For det her handler om vellyd.

Jeg har ventet dette album med spænding, siden jeg for trekvart år siden første gang stiftede bekendtskab med Dangers Of The Sea. Dengang var det nogle få nøgleord omkring bandet, der fik mig til at spidse ører: Ud over et samarbejde med Nikolaj Nørlund nævntes blandt inspirationskilderne bands som REM og Midlake. Særligt sidstnævnte hører til blandt de absolutte favoritter herhjemme, og det er ikke ligefrem hver dag, man hører nye bands namedroppe netop dem.

Og man må sige, at inspirationskilderne træder tydeligt frem på debutalbummet. Texanske Midlake søgte på sit seneste album, The Courage of Others, tilbage til en folk-lyd af den helt gamle skuffe. Med sprød fløjte, violin og det hele. Der var klare referencer til den britiske folk-scene i slut-60’erne og start-70’erne. Et bagstræberisk greb, der på grund af den perfekte udførelse virkede godt. Resultatet var et af de bedste albums, jeg har hørt i mange år. Som BBC’s Rob Webb meget rammende foremulerede det i sin anmeldelse af albummet:

Midlake won’t ever be a ‘cool’ name to drop. They’re the kind of band who’ll prompt your parents to tell you about all the fun they had in the 60s, and dig out their Fairport Convention LPs because “If you like this, you’ll love that”. It doesn’t matter, of course: The Courage of Others is a lovely, lovely record that doesn’t sound like it belongs in this age at all. It’s all the better for it.

Der kan trækkes tråde direkte fra Midlakes lyd på netop det album til flere af numrene på debuten fra Dangers Of The Sea. Men der er også andre fællesnævnere. Sansen for den gode melodi ikke mindst. Og det var netop den gode melodi, der var afsættet for den snak, jeg havde med to af medlemmerne fra Dangers Of The Sea på Roskilde Festival sidste år. Mens vi stod i mediebyen med halvtunge tømmermænd og en let morgenregn omkring os, fik vi en fælles begejstring op at køre over, hvor skøn lyden af gammel musik kan være. Skarptskårne melodiske lækkerbiskner fra dengang de virkelig kunne skære en single. Buffalo Springfield, The Mamas & The Papas og den slags. Respekten for den gode popmelodi og perfektionismen til at blive ved og ved i det studie, indtil den sidder, lige præcist hvor den skal. At kramme det umiddelbare, samtidig med at man bevarer respekten for det gennemarbejdede håndværk. Det er egenskaber, Dangers Of The Sea på det her debutalbum beviser, at de er i besiddelse af. De er et band med respekt for de gamle dyder – og med talent, der rækker til selv at føre dem ud i livet med deres eget nordeuropæiske aftryk.

Der skal lyde en klar anbefaling herfra. Der er mange fine øjeblikke på albummet. Blandt mine favoritnumre er ‘Light’, ‘Sheer Desperation’ og ‘Your Time Is Wasted’. Og ikke mindst ’Come Sit By My Fire’. Og så føler jeg ikke engang, at albummets sange har åbnet sig helt for mig endnu. Jeg forventer, at endnu flere døre vil åbne sig, når jeg i morgen får fingrene i det ”rigtige” album.

Tjek selv noget af musikken her:
http://www.facebook.com/dangersofthesea

Og hvis du kan lide hvad du hører, bør du overveje at lægge vejen forbi Koncerthuset d. 30, marts i år, hvor Dangers Of The Sea giver dobbeltkoncert sammen med Schultz And Forever, et andet af de rigtig spændende nye danske navne, der stædigt vrister sig fri af den stadig frosne danske muld i disse måneder.

Du kan læse hele interviewet med Dangers of The Sea her: http://tommyheisz.blogspot.dk/2012/07/vi-er-suckere-for-den-gode-melodi.html

———————–

Magazine: Lydtapet
Author: Peter Krogh
Rating:  4 (out of 6)

FLOT MELANKOLSK DEBUT

Dangers Of The Sea er en ny dansk konstellation som må siges at være enhver lytters våde drøm, skulle man være til indie-folk. Medlemmerne i bandet tæller folk fra Efterklang,

Folkeklubben, Slaraffenland og Saybia og denne debut er mixet af allestedsnærværende Nikolaj Nørlund, så med hensyn til personalet omkring albummet så er det etablerede og velbevandrede herrer der står bag.

Andreas Bay Estrup, som er forsanger og ophavsmand til Dangers Of The Sea er egentlig jazztrommeslager – altså milevidt fra det der kendetegner Dangers Of The Sea, alligevel fik han samlet en flok venner fra de allerede nævnte bands, der skulle medvirke til at få de sange han havde puslet med sat sammen i et større perspektiv og i bandsammenhæng. Alt dette tog langsomt form tilbage i 2010 og det er egentlig i sig selv ret imponerende, at Dangers Of The Sea kan prale af, at have optrådt på både Spot som Roskilde Festival inden de nu lander deres debut!

Musikalsk har vi at gøre med et band der trækker på de helt store følelser og tager livtag med de mere melankolske stunder i livet. Der sværges til den organiske lyd og omkvædende har kor i flere lag der gør det tilpas højt til loftet uden at det ender ud i ligegyldige luftkasteller. Det er musik der ikke er bange for at vise følelser og der trækkes på en inspiration fra eksempelvis Neil Young, hvilket bestemt ikke er skadeligt for det samlede lydbillede.

Albummet åbner tyst med ”Your Hands Are Folded” og nummeret er et glimrende anslag til hvad der venter forude. Her smelter korstemmerne sammen og den lejrbålsstemning den akustiske guitar slår an trækker lytteren mod sangen og åbner alle sanser. Andre sange der stritter ud på det selvbetitlede album er ”Light”, ”When The Curtain Falls” og ”Mine To Keep”. De to sidstnævnte inkluderer endda et så sjældent hørt instrument i denne genre som tværfløjte, det vel at mærke på en facon hvor det ikke føles mærkværdigt at den, tværfløjten, er der! Andreas Bay Estrups stemme er lige dele porøs og sært slagkraftig, hvilket giver albummet en førstestemme der bærer mange af numrene hjem og som passer godt ind i den genre Dangers Of The Sea helliger sig.

Dangers Of The Sea har begået en glimrende debutplade, hvor der ikke er nogen tvivl om, at de kompetente musikere har ramt en rød tråd og i denne sammenhæng også håndværksmæssigt har kreeret toner der taler til lytteren, skulle man blot have den mindste kærlighed til indie-folk der indeholder en solid portion melankoli og store følelser. Sangskrivningen er af en kaliber man sjældent hører hos debutanter og der er ikke meget tvivl om, at dette er et band der også fremadrettet bliver interessant at følge. Forhåbentlig er det ikke en engangs svale men et bekendtskab der får lov at vokse sig endnu større – grundelementerne og mere til, er lagt med disse 11 sange og et album, der vokser for hver gennemlytning.

———————–

Magazine: Rotation
Author: Henrik Viking
Rating: –

Afdæmpet og underspillet debut fra den danske supergruppe “Dangers of the Sea”.

Dangers of the Sea’s debutplade har bestemt ikke været uventet, og siden bandets roskildeoptræden sidste år, har der været en vis hype omkring supergruppen, hvis medlemmer både tæller folk fra Efterklang, Slaraffenland og Saybia, en broget flok ville nogle nok påstå. Sammen spiller de musik der stilistisk trækker på den moderne folk tradition, og herfra afviges ikke meget igennem debuten, der fra ende til anden er medrivende, men samtidigt præsenterer et univers der er en kende forudsigeligt.

“Dangers of the sea har en gennemført sympatisk og behagelig lyd”

Når tematikkerne og stemningerne fra de enkelte bands mødes, spøger især Saybia i kulissen, og der er aldrig langt til poppens velkendte struktur. Det er dog udført med en musikalsk ynde, således at denne søgen sjældent virker forceret. Man skal blot lytte til singlen Sheer Desperation, for at erfare hvorledes gruppen teknisk kan stykke et medrivende hit sammen, der sagtens kan bære en hel del genspilninger. Det er dog ikke alle sangene på debuten, der er lige stærke og mod slutningen af pladen, mistes pusten dog en anelse, udtalt især ved nummeret When the curtain falls, som desværre fremstår retningsløst og rodet. Et track der ikke er dårligt, men sagtens kunne være skåret, for at styrke sammenhængen på det samlede resultat.

Som folk’ens tradition dikterer det, ligger fokus på det inderlige og det velspillede, og her skuffer bandet ikke. De stærke steder er hvor udtrykket barberes ned, og der kæles for de enkelte elementer i samspil med en indfølt vokal som på Your Time Is Wasted, der er et af pladens højdepunkter. De musikalske figurer bliver gennemgående gentaget meget, noget de langt hen af vejen sagtens kan bære. Gentagelserne skaber en grad af hypnotisk stemning, som man eksempelvis finder det hos Fleet Foxes. Lyt blot til sidste halvdel afEverything Will Be Allright, hvor dynamikken i høj grad skal findes i de små detaljer.

Dangers of the sea har en gennemført sympatisk og behagelig lyd, som nok skal kunne favne bredt, også udenfor Danmarks landegrænser, og har med debutpladen skabt et kompetent stykke musikalsk håndværk af habil byggekvalitet. En smule udskred undervejs kunne man dog godt ønske sig, men med det i mente, lykkes den danske supergruppe dog ganske udemærket med sit foretagende.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s